Vi nærmer os udsolgt: Stigende tilskuertal til hjemmekampene mod Brøndby IF

Martin Albrechtsen — 15.08.2025 14:34

Der er stor efterspørgsel til søndagens topbrag mellem Randers FC og Brøndby IF

På søndag kl. 18.00 fløjtes der op til topkamp på Cepheus Park Randers mellem Superligaens nummer to og tre i tabellen, når Randers FC krydser klinger med Brøndby IF. 

Og vi bliver mange på stadion til søndagens topbrag, hvor vi i skrivende stund nærmer os udsolgt til kampen. Tendensen har da også været, at tilskuertallene til hjemmekampene mod Brøndby IF er stigende.

Tilskuertal til de fem seneste hjemmekampe mod Brøndby IF:
9.084 tilskuere 25.04.2025 RFC - BIF 0-0
8.624 tilskuere 10.03.2025 RFC - BIF 4-2
7.871 tilskuere 22.10.2023 RFC - BIF 2-2
7.206 tilskuere 07.05.2023 RFC - BIF 1-3
7.134 tilskuere 09.10.2022 RFC - BIF 2-3

- Vi glæder os meget til søndagens hjemmekamp mod Brøndby IF, hvor vi kan se, at vi bliver rigtig mange tilskuere på Cepheus Park Randers. Vi mærker stor interesse for kampen, siger Jesper Hansen, Drifts- og Udviklingschef i Randers FC, og fortsætter; 

- Det plejer at være nogle underholdende og seværdige kampe mod Brøndby IF, hvor der som regel bliver scoret mange mål. Og nu er det ovenikøbet en topkamp mellem nummer to og tre i tabellen denne her gang, så vi glæder os rigtig meget og håber, at folk får en god oplevelse på stadion, fortæller Jesper Hansen. 

Målrige kampe mod Brøndby IF
Det er ofte ganske målrigt, når de to mandskaber møder hinanden. I sidste sæson mødte Randers FC og Brøndby IF hinanden fire gange i sæsonen med et målsnit på 4,25 mål pr. kamp til følge. Endda på trods af, at den ene af de fire kampe endte 0-0. Randers FC noterede sig for flest mål med ni af slagsen i sidste sæsons fire indbyrdes kampe.

Vi håber meget på din opbakning til søndagens hjemmekamp mod Brøndby IF, hvor der er kampstart søndag kl. 18.00 på Cepheus Park Randers. 

Køb billetter til kampen her: https://rfc.eventii.dk

Husk, at Thor fanzonen åbner kl. 16.00 ved indgang B. Her kan du varme op til kampen med øl og sodavand til skarpe priser fra kl. 16.00 - 17.00, sjove aktiviteter, spillerinterviews, autografskrivning mm.