Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Optakt til topkampen mod Brøndby IF

13.08.2025 11:52

Vi ser frem til et tætpakket Cepheus Park søndag, når vi tager imod Brøndby IF i den sene søndagskamp - derfor anbefaler vi også, at du køber dine billetter i god tid, hvis du vil være sikker på at få en plads

Topopgør på Cepheus Park: Brøndby gæster Randers

Efter en dramatisk kamp i Odense, hvor vi desværre måtte tage hjem uden point efter et 3-2-nederlag, er vi klar til at rejse os foran eget publikum. Alle fem mål i opgøret mod OB faldt i en hæsblæsende første halvleg, og kampen blev præget af hele 15 minutters overtid i 1. halvleg på grund af skader til både spillere og dommer.

Vi ligger fortsat på 3. pladsen i 3F Superligaen, og på søndag får vi besøg af Brøndby IF, der ligger én plads foran os. Med topholdene samlet inden for få point er der lagt op til et intenst opgør, hvor vi kan spille os forbi de blågule i tabellen med en sejr.


Statistisk set

Randers FC og Brøndby IF har mødt hinanden 56 gange i Superligaen. Her har vi vundet 12 gange, spillet 16 uafgjort og tabt 28. I de 56 gange vi har mødt hinanden, er der scoret hele 2,89 mål i snit. Selvom seneste kamp endte 0-0, så var det nogle målrige opgør mod Brøndby i sidste sæson, hvor der på trods af en kamp uden mål blev lavet i gennemsnit 4,25 mål pr. kamp. Det vidner om, at det sjældent er kedelige opgør, når vi krydser klinger med de gulblusede fra Vestegnen. 

Historisk har Brøndby haft overtaget, men vi viste i sidste sæson, at vi kan spille helt op med dem – og ikke mindst slå dem. Kampen, der sendte os i Mesterskabsspillet, var en mindeværdig 4-2-sejr på Cepheus Park, hvor Greves ikoniske jubelscene med fingeren i vejret stadig står klart i hukommelsen hos mange fans.


Fokus på Brøndby IF

Brøndby har fået en stærk start på sæsonen med tre sejre ud af fire mulige og indtager 2. pladsen i Superligaen – á point med F.C. København. Senest slog de Vejle med 2-1 og kommer til Randers med masser af selvtillid.

Over sommeren har de sagt farvel til deres helt store profil, Mathias Kvistgaarden, men en gammel Randers FC-dreng, Filip Bundgaard, har fået en flot sæsonstart i Brøndby-trøjen. Det bliver spændende at se, om han bliver arvtager for Kvistgaarden – og hvordan vi kan bremse ham søndag eftermiddag.

Brøndbys helt store profil indtil videre er Nicolai Vallys, der har leveret 2 mål og 2 assists i løbet af de første fire runder. Hans flair med bolden og evne til at løbe dybt på forsvaret, er noget vi skal passe på, når vi søndag skal jagte sæsonens 3. sejr. 


Jagten på genoprejsning

På trods af nederlaget i Odense har vi haft en pointmæssig stærk start på sæsonen, og vi står nu over for en oplagt mulighed for at slå tilbage på sidste rundes nederlag mod en af ligaens tophold. Publikum, et tæt pakket Cepheus Park Randers og viljen til at hævne sidste rundes skuffende nederlag skal være med til at sikre, at vi kan hente tre vigtige point – og tage endnu et skridt mod toppen af Superligaen.


Fun facts

- Randers FC's Norman Campbell (2 mål, 2 assist) og Brøndby's Nicolai Vallys (2 mål, 2 assist) er to af de i alt fire spillere med to mål og to assist i 3F Superliga sæsonen 2025-26 (Franculino Djú og Fiete Arp).

- Der er blevet scoret i gennemsnit 3,7 mål pr. kamp i de seneste ti opgør mellem Randers FC og Brøndby på Cepheus Park Randers. Det er på trods af, at seneste kamp endte 0-0. 

- Vi er ubesejret i de seneste tre opgør mod Brøndby IF i grundspillet (1 sejr, 2 uafgjort), og det er samtidig vores længste ubesejrede stime mod Brøndby. 

- Brøndby IF har scoret fire ud af de seneste seks Superligamål i de første 30 minutter af kampen, det er mere end noget andet hold i sæsonen 2025-26.