
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Optakt til fredagskampen mod Brøndby IF
23.04.2025 09:57
Efter mandagens ærgerlige afslutning i Brøndby, hvor vi indkasserede et sent overtidsmål og tabte med 4-3, har vi revanche til gode til på fredag
I det tætte kampprogram henover påsken, besejrede vi først AGF skærtorsdag med 3-1 på hjemmebane efter en virkelig god præstation. Mandag skulle vi til Brøndby og jagte en sejr og vigtige point til tabellen. Traditionen tro, blev det endnu et opgør med voldsomt mange mål, og efter at være foran to gange, fik vi et rødt kort med en halv time igen. Vi holdte Brøndby stangen længe, men en sen overtidsscoring sikrede, at de blågule fra Vestegnen løb med alle pointene.
Nu er det tid til revanche! Hvis vi vil hægte os på tredjepladsen og drømmen om Europa, er det vigtigt, at vi leverer en præstation til tre point på Cepheus Park på fredag.
Brøndby ligger i skrivende stund på 3. pladsen med 46 point. Vi indtager 5. pladsen med 41 point, så hvis vi skal hægte os på Brøndby og resten af top 4, så er det vigtigt med en sejr til fredagens hjemmekamp.
Vi har taget tre hjemmesejre på stribe over henholdsvis Brøndby, FC Midtjylland og AGF. Det vidner om, at vi er begyndt at have en rigtig stærk hjemmebane, hvor vi bliver båret frem af vores fantastiske fans. Det er ikke et sjovt sted at komme og spille for modstanderen i øjeblikket, og det skal vi drage fordel af!
Statistisk set
Vi har mødt Brøndby IF 55 gange i Superliga-regi. Her er det blevet til 12 sejre, 15 uafgjorte og 28 nederlag. På trods af et stort overtag til Brøndby ifølge de tidligere statistikker, så har de seneste indbyrdes opgør været meget tætte, og det vidner om, at vi sagtens kan byde Brøndby op til dans.
De indbyrdes kampe mod Brøndby på det seneste har været helt vanvittige. Efter mandagens kamp hvor der blev lavet hele 7 mål, er vi nu oppe på 9 kampe i streg med minimum 4 mål, og det må siges, at det er yderst underholdende opgør.
I de seneste tre indbyrdes kampe er der blevet scoret hele 17 mål! Det er et gennemsnit på 5,6 mål pr. kamp. Hvis fredagens kamp indeholder bare halvt så mange mål, så bliver det stadig en underholdende kamp.
Fokus på Brøndby
Brøndby IF har fået den bedst tænkelige start på Mesterskabsspillet, og har 12 point efter de første fire runder. Man havde næsten afskrevet Brøndby i medalje kampen efter en sløv efterårssæson, men nu har de i den grad fundet formen.
De er utrolig dygtige i det offensive opbyggende spil, hvor Suzuki og Kvistgaarden er rigtig dygtige til at finde plads i mellemrummet og derfra kombinere hurtigt og spille hinanden fri til gode chancer. Det er blandt andet noget af det vi skal have lukket ned for på fredag, hvis vi skal have alle tre point - og det skal vi!
Senest vi mødte Brøndby stillede de op i en 5-4-1 med tre centrale forsvarer og to offensive wingbacks. Pentz var tilbage på buret efter sin overståede karantæne fra den dramatiske kamp i Parken. Jacob Rasmussen, Rasmus Lauritsten og Sean Klaiber udgjorde det centrale forsvar, mens Clement Bischoff og Sebastian Sebulonsen var at finde på wingbacks. To 6'ere i form af Daniel Wass og Benjamin Tahirovic. Suzuki og Vallys på 10'eren og Kvistgaarden helt fremme.
Vi skal være lige så klar fra start som vi var på Brøndby Stadion, og så er sejren bestemt indenfor rækkevidde.
Fun facts
- Mathias Greve har scoret 5 gange i de sidste 11 Superliga kampe, det er lige så mange som i hans 90 foregående kampe i ligaen (78 for Brøndby, 12 for Randers).
- Kun Benjamin Nygren (35) har flere forsøg på mål i indeværende Superliga sæson end Mathias Kvistgaarden (33), som blev noteret for fem skud på mål i sin seneste kamp mod FC Nordsjælland. Det højeste antal i en enkelt kamp for Brøndby siden Teemu Pukki også leverede 5 tilbage i 2018.
- Randers har vundet de seneste tre kampe på hjemmebane i Superligaen, og kan med en sejr på fredag vinde fire kampe i streg for første gang siden august-september 2022 (4).
- Både Randers og Brøndby har scoret i de seneste seks indbyrdes opgør, hvor der er et målgennemsnit på 4,8 mål pr. kamp (Randers 13 mål, Brøndby 16).
- Randers FC har vundet deres seneste Superliga kamp mod Brøndby (4-2), men har ikke vundet to hjemmekampe i træk mod Brøndby siden 2006-2008.
Billetsalget går stærkt!
Der er virkelig godt gang i billetsalget allerede nu, og Brøndby har også meldt et udsolgt udebaneafsnit. Du skal derfor være hurtig, hvis du skal sikre dig en plads til opgøret, da vi ikke kan garantere, at der vil blive billetsalg i døren. Find din plads allerede nu på rfc.eventii.dk eller ved at trykke på billetgrafikken herunder.