Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Greve før lokalbrag: En ekstra motivation at vi kan tage 4. pladsen

Martin Albrechtsen — 16.04.2025 12:10

Mathias Greve glæder sig til torsdagens lokalopgør mod AGF på Cepheus Park Randers

I dette interview sætter Mathias Greve bl.a. ord på nøglen til succes i Mesterskabsspillet, synergien med fansene, opgøret mod AGF og sin rolle hos Randers FC. Du kan se interviewet længere nede i artiklen.

Med en sejr over AGF i torsdagens lokalbrag tager Randers FC fjerdepladsen fra netop ærkerivalerne fra Århus i 3F Superligaen, og det er en ekstra motivation hos Greve og holdkammeraterne.

- Det er selvfølgelig en ekstra motivation, at vi kan tage den her fjerdeplads og derfra være helt på omgangshøjde igen i det her spil om tredje- og fjerdepladsen, fortæller Mathias Greve og fortsætter;

- Nøglen til succes i det her top-6 spil, og hvis vi skal kigge opad, det er, at vi får en god hjemmebane. Jeg har været i to andre danske klubber, og jeg ved, at Randers er et sted, der er svært at komme, og det skal det forblive, siger Greve. 

Randers FC har vundet de seneste to hjemmekampe på Cepheus Park Randers mod hhv. Brøndby IF og FC Midtjylland, og skulle det lykkes at besejre AGF i morgen, vil det være tredje sejr i streg på hjemmebane, hvilket ikke er sket siden august-september 2022, hvor vi vandt fire hjemmekampe i træk.

- Vi går benhårdt efter, i samarbejde med alle fansene, at gøre det til tre sejre i streg på hjemmebane i morgen, udtaler Greve og fortsætter;

- Opbakningen har været helt forrygende, og det giver os spillere en hel masse. Jeg synes også, at man har kunnet se den gode synergi mellem spillet på banen og fansene, der har gjort, at vi har set ekstra sultne ud og har leveret på et rigtig godt niveau, fortæller Greve.

Der er kampstart mod AGF i morgen, skærtorsdag, kl. 16.00 på Cepheus Park Randers.

Køb billet til kampen her: https://rfc.eventii.dk

Mathias Greve præsenteres i samarbejde med Gardin Lis