En 13 år gammel tradition blev videreført i søndags
Laura Bannerholt — 05.09.2024 12:07
Mille Ida Hansen kunne i weekenden fejre sin 18-års fødselsdag, og hun valgte at tilbringe sin aften i selskab med os på Cepheus Park Randers, og det er der en god grund til!
Fødselaren har siden 2011, altså siden hun var 5 år gammel, fået taget billede med den Randers FC-spiller, som spiller med rygnummeret, der matcher hendes alder. Denne tradition skulle selvfølgelig fortsætte, og derfor var Mille forbi grønsværen inden søndagens kamp blev fløjtet i gang. Her stod vores nr. 18, Noah Shamoun, klar til det årlige billede.
Blomster fra sportsdirektøren
Udover Noah Shamoun stod sportsdirektør Søren Pedersen klar med en buket blomster til Mille. Fødselsdagsbarnet var nemlig den lille pige, som i 2011 overrakte Søren Pedersen blomster fra Randers FC Support-gruppen under hans sidste kamp for Randers FC, inden han lagde støvlerne på hylden. Især dette var en stor oplevelse for Mille. - Min mor havde talt om i dagene op til min fødselsdag, om jeg kunne huske dengang, jeg gav Søren Pedersen blomster til hans sidste kamp. Så der var lagt op til, at der skulle ske noget på min fødselsdag, men jeg vidste ikke, hvad det ville være. Min mor har altid sørget for, at jeg får et brag af en fødselsdag med de her traditioner. Jeg fik et lille chok, da Søren kom gående mod mig, og jeg var faktisk ikke helt sikker på, at det var ham, men det kunne jeg se, da han kom tættere på. Jeg blev faktisk lidt rørt over hele situationen, og jeg synes, det var en fin måde at give tilbage på, fortæller Mille Hansen.