Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Forløsende 2-0 sejr i Aalborg!
Martin Albrechtsen — 20.10.2024 14:34
Randers FC hentede her til eftermiddag en vigtig sejr, da kronjyderne ude besejrede AaB med 2-0 i VAR-drama
Søndag eftermiddag gæstede Randers FC Aalborg Portland Park, hvor kronjyderne skulle forsøge at tage tre vigtige point ude mod AaB, der ville lune gevaldigt i forhold til bestræbelserne om at komme med i top-6 og Mesterskabsspillet.
Sidst vi fik tre point i 3F Superligaen var mod netop dagens modstander, AaB, da vi hjemme på Cepheus Park Randers besejrede de bolsjestribede med 1-0 den 1. september. Dengang scorede Simen Bolkan Nordli for os direkte på firspark, og han skulle vise sig at få en afgørende rolle igen i dag.
Det var en særdeles livlig 1. halvleg på Aalborg Portland Park, hvor begge hold gerne ville fremad banen og skiftedes til at have momentum. Første reelle mulighed til Randers FC kom 11 minutter inde i 1. halvleg, hvor Norman Campbell blev sendt i dybden. Florian Danho steg til vejrs og forlængede flot en lang bold i dybden til lynhurtige Campbell, som dejligt optimistisk sparkede til bolden første gang fra kanten af feltet. Det blev dog en skævert for Campbell, som ellers igen fik bevist, at han er vanvittig hurtig.
I det 17. minut var en personlig fejl lige ved at koste for Randers FC, da AaB's Mads Bomholt opsnappede en aflevering fra Daniel Høegh, der forsøgte af finde John Björkengren i opspillet fra eget felt. Paul Izzo fik dog reddet situationen med en god redning på Bomholts afslutning.
AaB's forsvar havde dog deres besvær med især Florian Danho's fysik. Og vores franske angriber kom da også til afslutninger i 1. halvleg. I det 20. minut blev han sendt i dybden, hvor han i bedste angriber stil gik direkte mod kassen, men hans afslutning blev blokeret af Vincent Müller i AaB-målet. Bare fem minutter senere testede Danho igen Müller, da han, efter et aggressivt pres erobrede bolden fra Lars Kramer, sendte en hård afslutning afsted fra distancen. Müller fik dog reddet den gode og kvalificerede afslutning fra Danho til hjørnespark.
Herefter var det AaB's tur til at teste Paul Izzo i det kronjyske mål, og vores australske landsholdskeeper diskede op med en glimrende refleksredning i det 31. minut, da Kasper Jørgensens fik sendt en kanonkugle af et langskud afsted. Izzo parerede bolden over mål.
Mod 1. halvlegs afslutning tog Florian Danho sig til knæet, og han blev udskiftet i pausen af opgøret. Vores australske angriber Mohamed Touré blev skiftet ind i stedet, og han skulle vise sig at få en kampafgørende rolle.
Og fra en australier til en anden. Paul Izzo leverede fra 2. halvlegs start to gode redninger. Vores australske målmand var særdeles velspillende og kampafgørende i dag. I den anden ende hamrede Norman Campbell bolden på overliggeren et par meter uden for feltet efter at have modtaget bolden fra Mohamed Touré. Flot sparket af Campbell, der fra stående sendte bolden op på trekantsammenføjningen. Desværre for ham og Randers FC gik bolden ikke i mål.
I det 59. minut forsøgte Mathias Greve sig med en nærgående afslutning efter at have drevet bolden frem overe næsten en halv banelængde. Forløsningen kom dog i det 65. minut, da kampens dommer, Sandi Putros, pegede på pletten efter et VAR-tjek. Mohamed Touré var blevet jokket på i feltet. Simen Bolkan Nordli omsatte usvigeligt sikkert straffesparket til mål og kunne juble med de mange medrejsende Randers FC-fans i udebaneafsnittet. Vores norske topscorer var iskold og sparkede stensikkert bolden i kassen i venstre side af målet ind bag en sagesløs Vincent Müller. Det var Nordlis femte mål i sæsonen for Randers FC.
Minuttet efter forsøgte hjemmeholdet at svare hurtigt igen, da Jubril Adedeji sparkede på stolpen for AaB. Efter at have ramt stolpen bouncede bolden tilbage i åbent spil i feltet, men vågent målmandsspil fra Izzo, der boksede bolden væk, afværgede yderligere chancer.
Randers FC kæmpede bravt og leverede heroisk forsvarsspil i den resterende del af 2. Halvleg. I det 87. minut fik AaB dog tilkendt straffespark efter endnu et VAR-tjek, da John Björkengren havde arm på bolden på kanten af feltet. Mathias Jørgensens spark fra 11-meterpletten gik dog på overliggeren, og efterfølgende reddede Izzo igen kastanjerne ud af ilden til stor jubel for vores australske keeper, der holdte nullet i dagens kamp, og hele Randers FC-holdet. Paul Izzo blev efter slutfløjtet kåret til kampens Randers FC-spiller af fansene via "fanzonen" i Randers FC app'en.
Inde i overtiden blev der peget på pletten for tredje gang i kampen efter VAR-tjek. Mohamed Touré blev nedlagt i feltet efter et skarpt træk. Og det var selvsamme Mohamed Touré, som tog ansvaret fra 11-meterpletten. Og vores australske angriber sparkede iskoldt bolden i kassen til slutresultatet 0-2 i Aalborg. Sådan, drenge! Vigtig sejr til Randers FC!
Sejren betyder at vi lægger afstand til bunden af 3F Superligaen og holder snor i vores direkte top-6 konkurrenter, idét vi indtager 7. pladsen med 18 point og øjeblikkeligt ligger á point med Brøndby IF på 5. Pladsen og med FC Nordsjælland på 6. pladsen.
Vi spiller en uhyre vigtig hjemmekamp mod en af vores direkte top-6 konkurrenter, FC Nordsjælland, mandag den 28. oktober kl. 19.00 på Cepheus Park Randers. Lad os nappe endnu en sejr om godt en uge!
Køb billetter til den vigtige hjemmekamp her: https://billet.randersfc.dk
Kampfakta: AaB - Randers FC 0-2 (0-0)
0-1 Simen Bolkan Nordli (65. minut)
0-2 Mohamed Touré (90+6 minut)
Tilskuertal: 7.965
Gule kort: Kasper Davidsen, André Rømer, Mohamed Touré, Vincent Müller.
Startopstilling med ændringer undervejs:
Paul Izzo - Oliver Olsen, Daniel Høegh, Wessel Dammers, Oliver Zandén (91. Björn Kopplin) - André Rømer, John Björkengren, Mathias Greve (91. Hugo Andersson) - Norman Campbell (65. Tammer Bany), Simen Bolkan Nordli (71. Stephen Odey) - Florian Danho (46. Mohamed Touré).