Sparekassen Kronjylland forlænger samt opgraderer hovedsponsoratet i Randers FC

18.12.2024 09:59

Selvom den nuværende aftale først udløber i sommeren 2025, så har Sparekassen Kronjylland allerede nu valgt at forlænge deres hovedsponsorat i Randers FC.

Randers FC er stolte over at kunne annoncere, at Sparekassen Kronjylland har valgt at forlænge samt opgradere deres hovedsponsorat med klubben i en 4-årig aftale. Lige siden Randers FC’s stiftelse tilbage i 2003, har den kronjyske klub og Sparekassen Kronjylland haft et tæt samarbejde. Siden 2006 har Sparekassen Kronjylland været hovedsponsor i klubben, hvorfor man snart kan fejre mere end 20 års hovedsponsorat sammen.

Randers FC er i en positiv udvikling både på og uden for banen, og med en øjeblikkelig 3. plads i 3F Superligaen, ser vi frem til at fortsætte de positive takter i et tæt samarbejde med vores mangeårige hovedsponsor.

- Randers har været vores hjemmebane i snart 200 år, og derfor er det også naturligt, at vi har et tæt samarbejde med Randers FC, der er byens sportslige fyrtårn. Randers FC har både indenfor og udenfor banen gjort det imponerende de seneste år, og udviklingen ser ud til at fortsætte. Derfor er vi også glade for at understrege det gode samarbejde med en lang aftale, så vi sammen kan fokusere på at tage de næste skridt, fortæller områdedirektør i Sparekassen Kronjylland, Jesper Meldgaard Lanng.

Med den nye aftale fortsætter Sparekassen Kronjylland altså som en afgørende partner i Randers FC's udvikling og vækst.

- Vi er utrolig glade og stolte over, at Sparekassen Kronjylland ønsker at fortsætte deres engagement i klubben og samtidig opgradere sponsoratet. Det viser en enorm tillid til vores visioner og arbejde i Randers FC. Med den opgraderede aftale kan vi løfte niveauet og fortsætte vores ambition om at skabe sportslig succes og bringe klubben tættere på fans i lokalområdet, siger sportsdirektør Søren Pedersen.

Salgschef i Randers FC, Morten Hørby, glæder sig over det fortsatte samarbejde og understreger vigtigheden af den stærke relation mellem klubben og hovedsponsoren.

- Sparekassen Kronjylland har været en uvurderlig partner for Randers FC gennem mange år, og denne forlængelse og opgradering af sponsoratet er et tydeligt bevis på det tillidsfulde og tætte samarbejde, vi har opbygget. Sammen har vi skabt rammerne for både sportslig og kommerciel succes, og vi ser frem til at fortsætte med at udvikle os i fællesskab, udtaler Morten Hørby.

Som en del af Sparekassen Kronjyllands hovedsponsorat i Randers FC, er der blandt andet synlighed på brystet af Randers FC's hjemme- og udebanetrøje, ligesom ”Sparekassen Kronjylland-tribunen” naturligvis også er en væsentlig del af det fortsatte samarbejde.

Den nye hovedsponsoraftale gælder fra sommeren 2025 og fire år frem.

I forbindelse med forlængelsen af hovedsponsoratet har Sparekassen Kronjylland og Randers FC i fællesskab lavet en præsentationsvideo, som kan ses herunder.