Rasmus Bertelsen forlænger til 2028

29.11.2024 12:59

Vi kan gå på weekend med en glædelig nyhed: Cheftræner Rasmus Bertelsen har netop i dag forlænget sin aftale med klubben frem til 2028.

Siden Randers FC i marts 2023 solgte Thomas Thomasberg til FC Midtjylland, har Rasmus Bertelsen stået ved roret for de lyseblå. Nu er parterne nået til enighed om en forlængelse af Bertelsens kontrakt, som oprindeligt løb frem til 2026. 

Rasmus Bertelsen er en rigtig klubmand, som har været ansat i Randers FC siden 2009, hvor han har prøvet kræfter med forskellige roller, herunder ungdomstræner, chefscout og assistenttræner for A-truppen, inden han i 2023 blev cheftræner. Det er en rolle, han tidligere har fået en smagsprøve på, da han i en kort periode tilbage i foråret 2018 stod i spidsen for Randers FC, hvor han blandt andet sikrede klubbens overlevelse i Superligaen.

Nu venter der endnu flere kampe med Bertelsen i spidsen, da den dygtige træner, har forlænget sin kontrakt med klubben, noget der glæder sportsdirektør Søren Pedersen. 

- Vi er utrolig glade for at have forlænget aftalen med Rasmus. Han er en dygtig træner, som også passer godt ind i den strategi, vi har i klubben, herunder i forhold til rekruttering af spillere og udvikling af salgbare spillere. Dette har især vist sig gennem de seneste år, hvor han har demonstreret, at han besidder de nødvendige kompetencer, der afspejler sig i klubbens strategi. Han er en dygtig træner, der står for god og underholdende fodbold, hvilket også har resulteret i mange point dette efterår, fortæller Søren Pedersen og fortsætter: -Udover at være en dygtig træner for holdet, er han også en rigtig dygtig leder i trænerteamet. Han er god til at sætte en retning på kontoret, et voksende kontor, hvor der bliver flere og flere specialister inden for forskellige områder, som skal holdes styr på. At han så har taget hele vejen i vores system, gør det bare endnu bedre i vores optik, afslutter Søren Pedersen.

Hovedpersonen selv er utrolig glad og stolt over at forlænge aftalen med klubben.

- Jeg er utrolig stolt over at forlænge min aftale med Randers FC og over den tillid, klubben viser til den retning, vi sammen har været med til at sætte for holdet og klubben. I fodboldens verden er der ikke altid plads til de mere bløde værdier, men jeg føler virkelig, at ting som loyalitet, sammenhold og arbejdsglæde vægter højt i vores klub. Det kendetegner faktisk den måde, som Søren Pedersen og resten af klubbens ledelse driver tingene på, og det værdsætter jeg meget, fortæller en stolt cheftræner og tilføjer; - Sportsligt har vi skabt en fantastisk udvikling de sidste mange år og befinder os nu i en virkelig spændende periode. Det skyldes især den store gruppe dygtige og sultne spillere, vi har, samt et trænerteam, der arbejder rigtig godt sammen og prøver at skubbe til tingene hver eneste dag. Vi skal alle fortsætte med at være ambitiøse, så vi forhåbentlig kan gøre det endnu bedre i de kommende sæsoner.

Det er ingen hemmelighed, at Randers FC har en helt speciel plads i Rasmus Bertelsens hjerte.

- At stå i spidsen for Randers FC’s Superliga-hold gør mig stadig utrolig stolt. At jeg ovenikøbet gør det sammen med min gamle ven og assistenttræner Fatah – som jeg tidligere arbejdede sammen med som træner i Skovbakkens og senere Randers Frejas U15-hold for mange år siden – føles næsten uvirkeligt, men det er en fantastisk historie. Generelt har jeg så mange gode kolleger i klubben, lige fra dem på kontoret til talentafdelingen og selvfølgelig Superliga-staben. Det betyder næsten lige så meget for mig at fortsætte arbejdet sammen med dem som arbejdet med spillerne. - Sidst men ikke mindst vil jeg gerne sige en stor tak for opbakningen til vores trofaste tilhængere. Jeg glæder mig over, at langt de fleste randrusianere, jeg møder på stadion eller i byen, altid er meget positive og støttende. Det er de mennesker, vi på holdet vil forsøge at gøre glade og stolte – også i fremtiden, afslutter cheftræneren.

Rasmus Bertelsen og resten af trænerteamet præsenteres i samarbejde med Berry Superfos.