Randers FC ønsker Fodboldlinjen tillykke med sit 15-års jubilæum

Martin Albrechtsen — 12.11.2024 13:14

15 år med glade elever og gode oplevelser. Randers FC ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Nordens største fodboldlinje

Mandag eftermiddag var der fint besøg fra Fodboldlinjen Randers på Randers FC's træningsanlæg, hvor op imod 200 glade elever fra forskellige skoler i Randers kommune trænede sammen med Randers FC's Superligaspillere.

Det er ikke første gang, at de passionerede elever fra Fodboldlinjen Randers træner med Randers FC-spillerne. Det er nemlig en fast bestanddel af det stærke samarbejde, som Randers FC har sammen med Fodboldlinjen Randers, der blev grundlagt i 2009, og som nu er Nordens største fodboldlinje.

- Stort tillykke med Fodboldlinjens 15-års jubilæum. Jeg håber, at Fodboldlinjen fortsætter mange år ud i fremtiden, og at vi kan blive ved med at være en partner i det, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen og fortsætter;

- Vi samarbejder med Fodboldlinjen Randers fordi, at de har et godt koncept med træning og uddannelser. De er meget strukturerede i forhold til, hvordan de gerne vil træne og give deres elever nogle gode oplevelser. Det vil vi selvfølgelig gerne bakke op om, og så er det vigtigt for os at være en del af Randers og give noget tilbage til byen, siger Søren Pedersen.

Det hele startede for 15 år siden i 2009. Her blev Fodboldlinjen Randers grundlagt som et mindre initiativ på Rismølleskolen. Dengang var der 20 elever på linjen. Spoler vi frem til i dag, 15 år senere, er Fodboldlinjen vokset til Nordens største fodboldlinje under Randers Ungdomsskole med over 2000 elever om året, fordelt på linjens forskellige arrangementer, og et trænerteam på 60 personer.

- Fodboldlinjen har haft en fantastisk udvikling, og det viser jo også bare, at det produkt de har, det er rigtig godt. Der er nogle engagerede trænere og ledere omkring Fodboldlinjen, som gør, at børnene kan få en god oplevelse. At vi kan være med til at bakke op om det i Randers FC, synes jeg er fedt, udtaler Søren Pedersen. 

John Witting, leder af Fodboldlinjen Randers, glæder sig over det gode samarbejde med Randers FC, hvilket han beskriver som enestående. 

- Vores samarbejde med Randers FC er helt unikt. Vi er jo de eneste i landet, der laver noget som det her, hvor det er så organiseret. Det er også Søren Pedersens skyld, som går med til at lave det her med professionelle spillere, der træner sammen med amatører. Og det er vi rigtig, rigtig glade for på Fodboldlinjen, fortæller John Witting og fortsætter;

- Vi træner med Randers FC fire gange om året, hvor der kommer cirka 750-800 elever fra alle vores forskellige skoler. Specialskoler, specialklasser og alle andre skoler i Randers kommune kommer herud. Det er en rigtig stor succes. Eleverne ser virkelig frem til de dage her, og når Randers FC-spillerne træner med dem, så får den lige en ekstra tand, siger John Witting.

Fodboldlinjens succesfulde koncept inspirerer i både ind- og udland. Konceptet er blandt andet blevet oversat til engelsk og sendt til England, Sverige, Norge, Finland, Island og Polen.

- Udviklingen har været fantastisk, og der bliver ved med at komme flere og flere elever på Fodboldlinjen. Og det er jo fordi, at det koncept vi har er, at det er en breddelinje, hvor alle har lov til at komme. Bare de gør det så godt, de kan, har lyst til at spille og har viljen samt energien til at stå op om morgenen. Det er jo det, der gør, at det er så stor en succes. Og så har vi jo de her arrangementer, hvor vi tager til Tyskland og ser fodbold, og hvor vi træner med Randers FC og kommer gratis ind og ser Superligafodbold. Derudover har vi vores uddannelser, C1-træneruddannelsen, dommeruddannelsen, juniorlederuddannelsen samt diplomuddannelsen, som jo også gør, at elever i 8. og 9. klasse får noget læring, som de kan bruge senere hen i livet, udtaler John Witting.

På vegne af hele Randers FC - stort tillykke med jeres 15-års jubilæum, Fodboldlinjen Randers. 

Du kan læse mere om Fodboldlinjen Randers her.