Optakt til kampen om Europa

Andreas Nielsen — 29.05.2024 08:35

Fredag kl 19.00 gælder det den spændende Europa-Playoff kamp, når Randers FC møder F.C. København i Parken.

Kvalifikationsspillet blev lørdag afsluttet, da Randers FC på hjemmebane besejrede Vejle Boldklub med 1-0 foran 5508 tilskuere på Cepheus Park. Med sejren sikrede Rasmus Bertelens mandskab sig den vigtige syvendeplads og adgangen til en kamp om Europa. Derfor gæster Randers FC fredag aften kl. 19.00 Parken, hvor de nykårede bronzevindere fra F.C. København venter i kampen om billetten til UEFA Conference League i næste sæson.


Drengene har brug for al den støtte, de kan få i fredagens vigtige opgør, og derfor arrangerer vi bustur til Parken. De første to busser er allerede udsolgt, og vi har derfor åbnet for bus nummer tre. Du kan læse mere om busturen her.

Statistisk set

Randers FC’s statistik i Parken har gennem de seneste par sæsoner set ganske udmærket ud, hvor vi i de seneste fire kampe i nationalarenaen har 2 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag. Sæsonens tidligere møder med F.C. København har været mindre gode, hvor vi tilbage i august på udebane tabte 4-0 til københavnerne, mens vi på Cepheus Park til jydefesten tabte med 2-4 i en yderst spændende kamp, hvor vi to gange var foran i opgøret på scoringer fra Filip Bundgaard og Simen Bolkan Nordli. Den seneste sejr i Parken for Randers FC var den 12. august 2022, hvor vi tog en 1-3 sejr med hjem fra København i en kamp, hvor Marvin Egho, Frederik Lauenborg og Hugo Andersson kom på måltavlen. 

Fokus på F.C. København

F.C. København sikrede søndag bronzemedaljerne, da de i en direkte duel mod FC Nordsjælland spillede 1-1. Bronzevinderne har været inde i en svær periode, hvor de er uden sejr i de sidste tre kampe i mesterskabsspillet. De tabte 1-2 til FC Midtjylland, 3-2 til AGF og som nævnt spillede 1-1 med FC Nordsjælland og dermed måtte de også vinke farvel til drømmen om det tredje mesterskab i streg. Derfor er det et F.C. København-mandskab, der må være toptændte i fredagens kamp, hvor det er deres sidste chance for at sikre sig europæiske kampe til næste sæson.

Der er nok spillere at vælge imellem i F.C. Københavns trup, men en af dem, som vil forsøge at sparke FCK i Europa, er Orri Oskarsson, der har været et lyspunkt for Jacob Neestrups mandskab i mesterskabsspillet, hvor han har scoret 6 mål. Den 19-årige angriber har haft lidt af en gennembrudssæson, hvor han er topscorer med 9 mål for F.C. København. Orri Oskarsson er særdeles farlig inde i boksen, men viste også senest for to runder siden mod AGF, at han også kan trykke af fra distancen, hvor han bankede bolden op i krydset. Ude på kanten finder vi 3F Superligaens nykronede assist-konge Elias Achouri, der har leveret 14 assists gennem sæsonen, hvilket er det højeste antal assists i 3F Superligaen siden sæsonen 17/18, hvor Brøndby IFs Hany Mukhtar lavede 13 assists.

Manden der skal styre slagets gang er dommer Jakob Kehlet.

Hvis du er forhindret i at komme på stadion, kan kampen ses på TV3 Sport og Viaplay.

Alternativt kan du lytte til kampen på DR P4 eller Radio Alfa samt følge den live på Amtsavisen.dk's liveblog.

Fun facts: 

  • Randers FC og FCK er de to hold, der har skabt flest store chancer i sæsonen, med Randers FC på 69 og FCK på 76.
  • Med 318 dueller langs jorden endte Lasso Coulibaly som den spiller, der havde flest dueller langs jorden i sæsonen i 3F Superligaen.
  • Med 22.154 løbne meter i høj fart er John Björkengren den Randers FC-spiller, der har løbet mest i sæsonen

Køb billet til busturen: https://billet.randersfc.dk

Hvis du selv finder vej til Parken, kan billetten til udebaneafsnittet købes her.

-