
Sofus Lykke
Optakt: Randers FC - Viborg FF
Andreas Nielsen — 14.05.2024 07:56
Onsdag klokken 18.00 venter endnu et spændende opgør på Cepheus Park, når Viborg FF kommer på besøg.
Det var en underholdende kamp søndag eftermiddag på Cepheus Park, der endte 2-2 mod Hvidovre IF til trods for en afslutning på kampen med mange chancer. En af de gode historier fra søndagens kamp var et comeback til Frederik Lauenborg, der fik spilletid for første gang siden efteråret 2022. Det var nærmest en eventyrfortælling med en scoring fra Lauenborg i overtiden til stor jubel fra tilskuerne, men desværre blev det efter et VAR-check underkendt, ikke desto mindre var det fantastisk at se Frederik Lauenborg tilbage på banen igen. Onsdag venter der så en yderst spændende kamp mod Viborg FF, en kamp der kan vise sig afgørende for den eftertragtede syvendeplads, der giver en Europa-playoffkamp mod tredjepladsen fra mesterskabsspillet.
Statistisk set
De seneste kampe mod Viborg på Cepheus Park har budt på høj intensitet, god fight og spænding til det sidste. Dette kan også ses i statistikken, hvor de seneste 5 kampe på hjemmebane mod Viborg har budt på 3 sejre og 2 nederlag. Samlet set har vi mødt Viborg 12 gange på Cepheus Park i 3F Superliga-regi, hvor vi har vundet 6, spillet 1 uafgjort og tabt 5. Samtidig har begge mandskaber scoret 15 mål hver. Sæsonens tre tidligere møder er endt 1-0 på Cepheus Park på mål af Wessel Dammers, et 3-0 nederlag i Viborg og senest et spændende 0-0 opgør i kvalifikationsspillet.
Fokus på Viborg FF
Viborg indtager i øjeblikket 3F Superligaens 7. plads, hvor klubben fra domkirkebyen har hentet 14 point ud af 18 mulige i kvalifikationsspillet. Seneste kamp for Viborg var også i søndags, hvor de på hjemmebane mod Vejle Boldklub tabte 1-2 og dermed deres første nederlag i kvalifikationsspillet.
Viborg har mange dygtige spillere, men man kan holde et ekstra øje på til onsdagens opgør, venstrekanten Isak Jensen, som har gang i en god sæson og et godt kvalifikationsspil, hvor han har scoret 3 mål i 6 kampe og samlet i sæsonen har scoret 6 mål og lavet 2 assists. Den 20-årige kantspiller er både teknisk dygtig og har samtidig et godt spark med højrebenet.
Ovre i den anden side af banen finder vi Serginho, der virkelig er en spiller, som kan volde de fleste forsvar problemer, når han med sine finurlige driblinger og konstant udfordrende tilgang altid prøver forsvaret af. Hvilket er lykkes flere gange i sæsonen med flotte mål og assists. Viborgs nummer 7 har en god evne til at sætte sine medspillere op, hvor han i kvalifikationsspillet har lavet 4 assists i 6 kampe. Så det er altså to formstærke kantspillere, der gæster Cepheus Park onsdag aften, hvor man heller ikke må glemme Anosike Ementa, der med sin fysik også kommer til at spille en rolle i opgøret.
Kampens dommer er Aydin Uslu, med Jakob Kehlet i VAR-rummet.
Fun facts:
- Mike Themsen blev med sit mål i søndagens kamp mod Hvidovre den fjerde yngste målscorer for Randers FC i en alder af 18 år og 64 dage.
- Mads Enggård har løbet flest meter for Randers FC denne sæson, med en total på 309.317 meter. Dette placerer ham som den sjette mest løbende spiller i 3F Superligaen i denne sæson.
- Randers FC har i sæsonen scoret 11 ud af 39 mål indenfor det første kvarter af anden halvleg, og 8 ud af 39 mål er kommet i det første kvarter af kampene.
Du kan købe billet til opgøret her