Randers Amtsavis og Randers FC forlænger samarbejdet

14.06.2024 11:53

Siden Randers FC blev etableret i 2003, har Randers Amtsavis væres en trofast samarbejdspartner, og det samarbejde fortsætter yderligere frem til sommeren 2026. 

- Som vi altid har gjort, vil vi gerne blive ved med at støtte og bakke op om byens fodboldhold. Vi kan ikke sige Randers uden at sige Randers FC, og det føles derfor helt naturligt for os, at det gode samarbejde fortsætter. Samarbejdet giver os en værdifuld kundekontakt, hvor vi har mulighed for at levere eksklusivt indhold til vores mange læsere gennem det stærke netværk og vores gode samarbejde med klubben, forklarer salgschef Martin Krogh fra Randers Amtsavis. 

Forlængelsen af samarbejdet skal fortsætte som et bindeled mellem byens fodboldklub og byens avis, og det skaber stor glæde hos Randers FC.

- Efter en veloverstået sæson, er vi meget tilfredse med den toårige aftale, som giver os en stabilitet og en ro i samarbejdet. Vi sætter stor pris på samarbejdet med Randers Amtsavis, da det giver os en mulighed for at formidle vores budskaber i lokal- og nærområdet. Derudover er Randers Amtsavis også altid en aktiv partner i vores erhvervsnetværk, hvilket skaber stor værdi på tværs af vores voksende sponsorkreds, udtaler salgschef Morten Hørby Andersen.