Jesper Thygesen gør comeback i Randers FC
Martin Albrechtsen — 07.06.2024 11:30
Den 54-årige kommentator og fodboldekspert hos TV3 Sport gør comeback i Randers FC, hvor han tidligere har været ansat som både spiller, spillende assistent-træner og angrebstræner.
Denne gang skal Jesper Thygesen med sin fodboldfaglige viden og erfaring bidrage på flere områder med at assistere sportsdirektør Søren Pedersen.
- Jesper har en kolossal fodboldfaglig viden og erfaring fra sit lange fodboldliv som både spiller, træner og fodboldekspert. Han kommer til at bidrage på flere områder i klubben. Randers FC er en klub i vækst, og med denne ansættelse er vi glade for at kunne styrke organisationen, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen.
Jesper Thygesen tiltræder i Randers FC den 1. Juli, og han beholder dele af sit arbejde hos Viaplay, dog ikke Superligadækning.
- Først og fremmest glæder jeg mig rigtig, rigtig meget. Det er snart 14 år siden, jeg sidst arbejdede i en fodboldklub. Det var også Randers FC dengang. Jeg er meget spændt på at komme i gang i Randers FC, hvor jeg skal arbejde med flere forskellige ting, men i første omgang handler det om at komme godt ind i klubben, udtaler Jesper Thygesen og fortsætter;
- Jeg kommer med en masse erfaring fra fodboldbranchen. Jeg har beskæftiget mig med elitefodbold hele livet, og så kommer jeg med 19 års erfaring som kommentator og fodboldekspert i rygsækken. Jeg går ind til jobbet med lige dele ydmyghed og lige dele autoritet. Randers FC er en klub, der fungerer rigtig godt, men som vækster og mangler endnu flere kompetente folk til at følge med i den vækst, der er. Og der har jeg nu fået muligheden for at være en del af det. Det er jeg taknemmelig for, og jeg glæder mig meget til at bidrage med mine kompetencer og styrke Randers FC, fortæller Jesper Thygesen.
Fakta:
Jesper Thygesen
Født den 20. september 1969 i Randers (54 år)
Tidligere klubber: Randers Freja, Ikast FS, Silkeborg IF, Brøndby IF, Randers FC.
Blev dansk mester og pokalmester med Brøndby IF i 1998.
Tidligere trænerroller: Spillende assistent-træner for Randers FC, angrebstræner for Randers FC.
19 års erfaring fra mediebranchen som TV-kommentator og fodboldekspert.