Coulibaly med masser af spilletid for Elfenbenskystens U23-landshold
14.06.2024 21:02
Lasso Coulibaly fik masser af spilletid og var involveret i mål, da han i den forgange uge spillede i begge kampe for Elfenbenskystens U23-landshold mod Egyptens ditto
Lasso Coulibaly har i den forgange uge været i aktion for Elfenbenskystens U23-landshold, hvor de skulle møde Egyptens U23-landshold over to omgange, som lige i øjeblikket forbereder sig frem mod sommerens OL.
I den første kamp fik Coulibaly næsten fuld spilletid, da han blev udskiftet efter 89 minutter. Elfenbenskystens U23-talenter tabte knebent kampen med 1-0 til et veloplagt Egypten-mandskab.
Det blev også til nederlag i anden kamp mod egypterne, hvor Elfenbenskystens U23-mandskab tabte knebent med 2-1. Her blev det ikke til nær så meget spilletid for vores lynhurtige kantspiller. Derimod havde Coulibaly den tredjesidste fod på bolden i Elfenbenskystens scoring.
Vi har spurgt Lasso Coulibaly, hvad det betyder for ham at være med landsholdet.
- Jeg er utrolig glad for at være med U23-landsholdet. Det er altid sjovt og spændende. Der var en god stemning i truppen på trods af en masse nye ansigter denne gang. Vi spillede begge kampe i Egypten mod en veloplagt modstander, så det var generelt et godt match, og jeg er glad for at være involveret i vores scoring i anden kamp, udtaler Lasso Coulibaly.
Lasso Coulibaly er præsenteret i samarbejde med Randers Gulvservice.