Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Wessel Dammers bliver ny anfører i Randers FC
Martin Albrechtsen — 13.07.2024 08:17
29-årige Wessel Dammers overtager anførerbindet fra 35-årige Björn Kopplin i Randers FC. Anførerskiftet sker bl.a. pga. en regelændring i Superligaen og et ønske om en anfører, der er mere sikker på holdkortet hver gang
Björn Kopplin har været anfører for Randers FC i to år, siden han overtog anførerbindet fra Vito Hammershøj-Mistrati i sommeren 2022. Efter en god snak med cheftræner Rasmus Bertelsen overdrager Kopplin nu anførerbindet ganske udramatisk til den centrale forsvarsspiller Wessel Dammers.
- Jeg har haft en god snak med Björn om anførerrollen. Også i forhold til den her nye regel, der er på vej i Superligaen med, at det kun er anføreren, der må kommunikere med dommeren. Der har vi haft en god snak om, at det var mere oplagt, at det var en spiller centralt i banen, der havde anførerbindet. Det er også væsentligt, at anføreren er en spiller, der er mere sikker på holdkortet hver gang. Og nu er Björn jo lidt mere i en garderingsrolle, end han har været tidligere i hans karriere, fortæller cheftræner Rasmus Bertelsen og fortsætter;
- At Wessel Dammers nu er anfører har også meget med personlighed og karakter at gøre. Han er en naturlig leder. Han er god til at komme godt omkring i truppen og snakke med alle. Og så er han bare en spiller, der sætter en høj standard for sin egen indsats, men også for hans holdkammeraters indsats. Wessel har de egenskaber, man gerne vil have fra en kaptajn, udtaler Bertelsen.
Wessel Dammers er dog ikke alene om at lede holdet. Randers FC har således udpeget en anførergruppe til den kommende sæson bestående af fire viceanfører, Frederik Lauenborg, Daniel Høegh, John Björkengren og Björn Kopplin, der i fællesskab sammen med Dammers skal tage ansvar og lede det kronjyske hold.
- Det er jo langt fra et enmandsjob at være anfører. Det er også derfor, at Wessel ikke bare har én, men fire viceanfører omkring sig til at drive lederskabet af holdet. Der har Frederik Lauenborg og Björn Kopplin jo stadigvæk et stort ansvar som kulturbærer, da de har været her i mange år og ved nøjagtigt, hvad vi står for, understreger Bertelsen.
Den nye Randers FC-anfører, Wessel Dammers, er stolt af at blive udpeget som anfører.
- Jeg er meget stolt af at være udnævnt til anfører i Randers FC. At jeg nu bærer anførerbindet kommer ikke til at ændre ret meget for mig. Jeg fortsætter med at være den, jeg er på banen både i forhold til måden, jeg kommunikerer med mine holdkammerater på og måden, jeg spiller på. Jeg kommer fortsat til at give mig 100% for mine holdkammerater og for klubben, fortæller Wessel Dammers og fortsætter;
- Jeg føler mig desuden heldig, da vi på holdet har andre stærke ledere. Björn er en god leder. Det samme er Lauenborg, John og Daniel. Jeg føler ikke, at jeg skal lede holdet alene. De er også meget vigtige for holdet. Jeg er ham, som bærer anførerbindet, men vi er en anførergruppe, som samarbejder og løfter i samlet flok, hvilket jeg er meget glad for, siger Dammers.
Wessel Dammers præsenteres i samarbejde med BF-Anlæg