Randers FC vandt overbevisende 3-1 ude mod Hansa Rostock
Martin Albrechtsen — 13.07.2024 18:47
Randers FC fik en god generalprøve, da kronjyderne slog Hansa Rostock i sidste testkamp, inden 3F Superligaen sparkes i gang næste weekend
Randers FC vandt her til eftermiddag overbevisende 3-1 ude mod Hansa Rostock i generalprøven, inden 3F Superligaen sparkes i gang i næste weekend.
Kronjyderne fik allerede scoret efter blot 8 minutter, da vores nye franske angriber, Florian Danho, fik scoret for anden kamp i træk. Målet faldt efter en god stikning fra Mads Enggård henover bagkæden, hvorefter Danho tog bolden flot med og sprintede ned og eksekverede iskoldt. Hansa Rostock fik udlignet direkte på frispark i en 1. halvleg, der bar præg af et godt tempo.
Der var kun spillet 20 sekunder af 2. halvleg, inden Randers FC fik scoret til 2-1. Mustapha Ubandoma erobrede bolden og spillede den frem til Stephen Odey, der knaldhårdt sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet. Stephen Odey skulle også blive dobbelt målscorer, da han efter et utrolig godt gennemspillet angreb af Randers FC fik netmaskerne til at blafre. Det sluttede dermed 3-1 til Randers FC i fjerde og sidste testkamp i pre-season.
Du kan se målene længere nede i artiklen her.
- Det var en kamp, hvor vi blev matchet godt i 1. Halvleg i et fint tempo. Vi havde et godt greb om kampen både med og uden bold. Spillerne leverede en rigtig god holdindsats, fortæller cheftræner Rasmus Bertelsen.
- Hansa Rostock skiftede hele holdet i pausen, og det var tydeligt, at de blev lidt yngre og også en smule lavere i niveau i 2. halvleg. Så det var måske lige nemt nok for os at dominere. Sejren var aldrig rigtig i fare. Der kunne man godt have drømt om en lidt bedre matchning, men jeg vil også respektere, at de er lidt tidligere i deres pre-season, end vi er, udtalter Bertelsen, der var glad for sit mandskabs holdindsats i dagens kamp.
Kampfakta:
Hansa Rostock - Randers FC 1-3 (1-1)
0-1 Florian Danho (8. minut)
1-1 Alexander Rossipal (27. minut)
1-2 Stephen Odey (46. minut)
1-3 Stephen Odey (73. minut)