Randers FC henter Abdul Hakim Sulemana

28.07.2024 11:30

Randers FC henter endnu en forstærkning til offensiven i form af den lynhurtige kantspiller Abdul Hakim Sulemana, der kommer til klubben fra Olympique Lyon på en 2-årig aftale

Randers FC forstærker sig yderligere på den offensive del af banen. Denne gang har kronjyderne sikret sig den lynhurtige ghanesiske kantspiller 19-årige Abdul Hakim Sulemana, som kommer til klubben på en 2-årig aftale fra det franske Ligue 1 hold, Olympique Lyon.

Hvis efternavnet lyder bekendt, så er det fordi, at Abdul Hakim Sulemana er lillebror til den tidligere Superligastjerne Kamaldeen Sulemana, som FC Nordsjælland sidste år solgte for omkring 150 millioner til den franske Ligue 1 klub, Stade Rennes. 


- Sulemana er en utrolig spændende offensiv spiller, som har nogle åbenlyse spidskompetencer i form af hans fart og altid udfordrende spil. Han kommer dog fra et skadesforløb, hvor vi skal være tålmodige i forhold til at få ham bygget op igen. Det gælder både fysisk såvel som taktisk, så han kan blive klar til at spille fodbold på det højeste niveau, udtaler sportsdirektør Søren Pedersen.  

Hovedpersonen selv glæder sig til at komme i gang hos Randers FC og samtidig bevise sit værd i 3F Superligaen. 

- Først og fremmest, er jeg rigtig glad for at være landet i Randers. Det er en god klub, som er dygtig til at udvikle spillere. Jeg kender Fatah fra Right to Dream, så det er også dejligt at have nogle som man allerede kender, og har arbejdet sammen med, udtaler Sulemana og fortsætter;

- Jeg glæder mig utrolig meget til at vise mig frem i Randers FC. Jeg har en god fart og er driblestærk, og er derfor også meget udfordrende i mit spil. Derudover vil jeg bidrage til truppen med en masse godt humør, så jeg kan slet ikke vente med at komme i gang på træningsbanen, afslutter Hakim Sulemana. 

Abdul Hakim Sulemana får trøjenummer 20 i Randers FC. 

Abdul Hakim Sulemana bliver sponsoreret af Maretti Trægulve.

Fakta
Navn: Abdul Hakim Sulemana
Født: Techiman, Ghana
Nationalitet: Ghana
Højde: 1,64 m
Position: Venstre kant
Tidligere klubber: Right to Dream, Olympique Lyon
Landskampe: 4 kampe for Ghana U20-landsholdet