Randers FC forlænger med Malthe Larsson
02.07.2024 15:33
Den kommende U19-spiller og offensivtalent, Malthe Larsson, forlænger sin kontrakt med Randers FC frem til sommeren 2026.
Det er med stor glæde, at talentchef Peter Elstrup kan fortælle os, at det offensive stortalent Malthe Larsson har forlænget sin kontrakt med Randers FC.
- Malthe er en spiller, som er god til at servicere sine holdkammerater, men som samtidig selv har et rigtig godt venstreben og et fantastisk spark. Han er god til at spille i små rum og vende med bolden, fortæller Elstrup og fortsætter:
- Han har på det seneste været med til et par af Superligaens træninger her i opstarten, og fremover kommer han til at træne med A-truppen minimum en gang om ugen. Malthe har været ude med en langvarig knæskade, og han skal bruge efteråret på at komme i topform, afslutter Peter Elstrup.
Malthe selv er utrolig glad for at have forlænget sin kontrakt med to år.
- Jeg er meget glad for at være her i Randers og have forlænget med klubben, og ikke mindst er jeg stolt over forlængelsen. Jeg ser frem til nogle gode år, og jeg føler allerede, at jeg er i en god udvikling. Udover det håber jeg, at jeg kan snuse mere til førsteholdet de næste par år, fortæller en glad Malthe Larsson, og fortsætter;
- Jeg føler virkelig, at muligheden for at træne med A-truppen giver mig noget hår på brystet, og ikke mindst får jeg lov til at mærke, hvordan seniorniveauet er. Dette giver mig også nogle gode muligheder for at udvikle mig endnu mere, afslutter han.
Ved siden af fodbolden skal Malthe arbejde ved Sport Direct og fortsat bo på Randers Sports College.
Kigger du forbi bane 9 i morgen, kan du potentielt se Malthe i aktion, da talentet er med på bænken, når vi møder Viborg FF i opstartens anden træningskamp.
Fakta:
Malthe Larsson
Født: 10. januar 2007
Højde: 1.86
Tidligere klubber: FK Viborg
Foretrukket ben: Venstre
Yndlingshold: FC Barcelona og Liverpool
Tillykke med forlængelsen, Malthe!
Talenterne præsenteres i samarbejde med MAKEEN Energy