Brock-Madsen stopper karrieren: Det skal han nu

Martin Albrechtsen — 06.02.2024 06:59

Den tidligere Randers FC-profil, Nicolai Brock-Madsen, stiller støvlerne på hylden, men han bliver i sportsbranchen

Nicolai Brock-Madsen, der er den tredje mest scorende på U21-landsholdet nogensinde med 12 mål i 22 kampe, startede sin fodboldkarriere som 5-årig i samarbejdsklubben Helsted Fremad IF. Han underskrev sin første fuldtidskontrakt med Randers FC som 17-årig, og i 2013 var han en stor del af den historiske sæson, hvor Randers FC både opnåede en tredjeplads i Superligaen og en pokalfinale. 

Siden blev det til en karriere i udlandet, EM-slutrunde med U21-landsholdet samt OL i Rio, hvor han bl.a. stod over for Neymar, Gabriel Jesus og Marquinhos. Brock-Madsen vendte i 2021 hjem til Randers FC, men nu har han, på trods af tilbud fra andre klubber i ind- og udland, valgt at indstille karrieren som 31-årig. 

- Min historie som professionel fodboldspiller startede for 14 år siden, og nu er tiden inde til, at den historie slutter, og en ny begynder, fortæller Nicolai Brock-Madsen og fortsætter; 

- Jeg vil gerne takke alle de mennesker, som har været en del af min rejse. Det gælder alle mine holdkammerater, trænere, holdledere, fans og frivillige i de klubber, jeg har været i siden starten i Helsted som 5-årig til, at jeg nu slutter min karriere i Randers FC som 31-årig. Der skal lyde en speciel tak til Randers FC, som er min hjerteklub. Jeg har været stolt af at repræsentere Randers FC, og jeg vil altid følge klubben som fan, siger Brock-Madsen. 

Et nyt kapitel starter for Brock-Madsen: Vil gøre en forskel
Nicolai Brock-Madsen vil bruge erfaringerne fra sin egen karriere til at rådgive andre fodboldspillere med at få det maksimale ud af deres karrierer og investeringer. Derfor har han startet sit eget firma eksklusivt kun for profesionelle fodboldspillere, hvor han vil være med til at gøre en forskel i forbindelse med, at de skal forholde sig til vigtige beslutninger om bl.a. klubvalg, nye kulturer, livsstile og formuepleje. 

- Jeg har selv haft en fin karriere, og jeg har været glad for den, men noget i mig siger, at det kunne have været blevet til mere med de rigtige valg og mennesker omkring mig. Nu handler det for mig om at bruge alle mine erfaringer fra min egen karriere og hjælpe andre med at få det maksimale ud af deres karriere, fortæller Brock-Madsen.

Nicolai Brock-Madsen kunne have fortsat sin aktive fodboldkarriere, da han har haft tilbud og henvendelser fra flere 1. divisionsklubber og udlandet, herunder fra Italien, Sverige, Norge, Rumænien og Indien. Men han har taget et aktivt valg om at starte sit eget firma, da han brænder for at gøre en forskel for andre.

- Grunden til at jeg stopper nu er, at jeg har nået en alder, hvor mine prioriteringer har ændret sig både ift. familie og det sportslige. Hvis jeg ville spille videre, kunne jeg have gjort det. Men jeg har valgt at starte mit eget firma nu, da jeg altid har haft lyst til at gøre en forskel for andre, og jeg føler, at jeg nu kan det, samt at tidspunktet er det rette, udtaler Brock-Madsen.

Vil hjælpe spillere med investeringer
I sit firma tilbyder Nicolai Brock-Madsen ikke kun rådgivning i forhold til det sportslige. Han tilbyder også rådgivning i forhold til investering i bolig og ejendom sammen med hans investeringsteam. 

- Nu glæder jeg mig rigtig meget til at komme igang med min første case her i 2024. Det er et investeringsprojekt, hvor jeg står for renoveringen, alt imens spilleren holder fokus på at spille fodbold. Derudover er jeg i dialog med flere andre spillere, der har lignende ønsker, fortæller Brock-Madsen. 

Vil hjælpe med at realisere mål og drømme
Derudover kommer Nicolai Brock-Madsen også til at lave 1:1 forløb i forbindelse med personlig træning, herunder både styrketræning og individuel fodboldtræning. I forhold til tiden er det dog kun muligt for ham at tage et vist antal ind ad gangen. Han kigger på de henvendelser, han modtager, og derudfra udvælger han dem, som han kan hjælpe bedst.

- Jeg vil selvfølgelig gerne kunne hjælpe alle med at nå deres mål og drømme. Desværre har jeg kun mulighed for at tage et vist antal ind, da jeg giver meget af mig selv i de her forløb, siger Brock-Madsen, der, foruden al den viden og erfaring han har opsamlet som professionel atlet i 14 år, bliver færdiguddannet personlig træner, kostvejleder, adfærds og health coach i 2024.

Ifølge Nicolai Brock-Madsen er et personligt træningsforløb hos ham for dem, som vil investere i sig selv i forhold til vægttab, opbygning af muskelmasse eller træne op til konkurrencer samt ændre sine vaner. 

Derudover tilbyder han 1:1 forløb med individuel mental- og fodboldtræning til unge dedikerede spillere i alderen 12-18 år, som drømmer om at blive professionel fodboldspiller og måske kæmper for at lande deres første ungdomskontrakt eller første fuldtidskontrakt.

- Jeg var ikke selv det største talent, da jeg var 12-14 år. Jeg er kommet fra baghjul, og jeg ved, hvad man kommer til at gå igennem. Mange siger, at man skal være heldig. Det skal man også, men du skal virkelig også arbejde hårdt og tro på dig selv samt være mentalt stærk. Der er nogle ting her, jeg ved, at jeg kan give videre til unge spillere og hjælpe dem med, udtaler Brock-Madsen.

Hvis du synes ovennævnte lyder interessant, kan du kontakte Nicolai Brock-Madsen via hans instagram profil @nicolaibrockmadsen.

Fakta:
Nicolai Brock-Madsen
Født: 9. januar 1993 (31 år)
Tidligere klubber: Helsted Fremad IF, Randers Freja, Randers FC, Birmingham City, PEC Zwolle, Cracovia, St. Mirren FC, AC Horsens, Randers FC, FC Fredericia.
Landsholdskarriere: 51 kampe og 18 mål for diverse ungdomslandshold fra U18-U23.

Er den tredje mest scorende for U21-landsholdet nogensinde
Repræsenterede Danmark til OL i Rio 2016
Repræsenterede det danske U21-landshold til EM-slutrunden i Prag 2015