Johan Jensen
Randers FC forlænger med den unge Mike Themsen
Emil Madsen — 19.12.2024 07:59
Randers FC og Mike Themsen er nået til enighed om, at den nuværende kontrakt med det unge talent bliver forlænget yderligere, så den løber frem til sommeren 2028
Det 18-årige midtbanetalent Mike Themsen kom til Kronjylland fra FC Helsingørs U17-hold tilbage i 2023, hvor han blev hentet ind til Randers Freja FC's U19-hold. Han viste dog hurtigt smag på sit store talent, og derfor har han været tilknyttet Superligatruppen stort set lige siden ankomst.
I sommeren 2024 blev Mike udstyret med en treårig Superliga-kontrakt. På daværende tidspunkt havde den unge midtbanespiller spillet 6 kampe i Superligaen, men nu er det antal nået op på 16 kampe. På trods af hans unge alder, har han allerede mange minutter i benene i landets bedste række, og det er igen blevet belønnet, da han har fået forlænget sin kontrakt, så den nu løber frem til sommeren 2028.
- Vi er rigtig glade for at kunne offentliggøre, at vi har forlænget kontrakten med Mike frem til sommeren 2028. Mike har vist en rigtig god udvikling, siden han kom til klubben, og han er et levende bevis på, hvad hårdt arbejde og dedikation kan føre til. Han giver sig altid fuldt ud når han får chancen, og når han kommer på banen, så kommer han altid ydmyg og forberedt ind til opgaven, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen og fortsætter:
- At Mike allerede i en så ung alder har markeret sig i Superligaen, siger meget om hans talent og potentiale. Han er en vigtig del af vores fremtid, og vi er overbeviste om, at han kan udvikle sig til at blive en nøglespiller. Vi glæder os til at arbejde videre med ham og hjælpe ham med at tage de næste skridt i hans karriere, afslutter Søren Pedersen.
Hovedpersonen selv er utrolig glad for at få forlænget sin kontrakt med Randers FC, hvor han føler sig rigtig godt tilpas.
- Det er utrolig dejligt, at klubben tror på mig, og også belønner mig med en længere kontrakt. Jeg har slet ikke været i tvivl om, at det var det jeg skulle gøre. Jeg er rigtig glad for at være i Randers og jeg føler mig hjemme og godt tilpas. Derudover er jeg sikker på, at det er det helt rigtige sted, hvor jeg har de bedste forudsætninger til at udvikle mig endnu mere, understreger Mike Themsen og fortsætter:
- Jeg føler at jeg har rykket mig meget allerede siden i sommers. Selvom jeg stadig er ung, så føler jeg, at det er blevet en dagligdag at spille seniorfodbold. Jeg føler mig allerede meget mere moden, og jeg føler, at jeg udvikler mig utrolig meget i øjeblikket. Det er også et cadeau til Randers FC, at jeg nu har fået en masse spilletid på U19-landsholdet, som også er med til at udvikle mig som spiller. Nu glæder jeg mig bare til, at vi skal i gang igen efter vinterpausen, afslutter en yderst glad Mike Themsen.
Mike Themsen er personligt sponsoreret af Kulo og Partnere
Fakta:
Mike Kofod Themsen
Født den 10. marts 2006 (18 år) 16 kampe / 1 mål for Randers FC Tidligere klubber: FC Nordsjælland, FC Helsingør 8 kampe / 4 mål for U19-landsholdet og 1 kamp for U18-landsholdet