Randers FC henter Mathias Greve

Laura Bannerholt — 30.08.2024 15:59

En stor midtbaneprofil vender tilbage til Randers FC, der har sikret sig Mathias Greve på en 4-årig aftale.

Den talentfulde fynbo tog til Kronjylland i 2020 med håbet om at genoplive sin karriere efter skiftet fra OB. Siden han kom til Randers FC, har Greve næsten udelukkende oplevet fremgang, hvor han virkelig fik muligheden for at udnytte sit store potentiale og blev en af de største profiler i 3F Superligaen. Dette resulterede i et salg til de dengang danske mestre, Brøndby IF, i hvad der var en god økonomisk case for Randers FC. Nu er midtbanedynamoen tilbage i Kronjylland på en 4-årig aftale, og det glæder sportsdirektør Søren Pedersen.

-Det er en rigtig dygtig spiller, vi får hjem. Han har vist både hos os og i Brøndby, hvad han kan; han er dygtig på bolden, chanceskabende, kan være med til at binde spillet sammen og gøre sine medspillere gode, siger sportsdirektør Søren Pedersen og fortsætter:

-Udover det får vi en spiller, som er vant til at vinde, har hjulpet os med at vinde pokalen, og han kommer med noget rutine og lederskab til holdet. Han er også en rigtig god fyr at have i omklædningsrummet, afslutter Søren Pedersen.

Mathias Greve har tilbragt hele sin karriere i Danmark, hvor han har repræsenteret Odense Boldklub, Randers FC og senest Brøndby IF. Under sin tid i Randers FC fra 2020 til 2021 var han en stor profil og en vigtig brik på holdet. I alt spillede han 44 kampe og scorede 8 mål i den lyseblå trøje, heraf 2 i pokalfinalen, hvilket sikrede ham titlen som årets pokalfighter. Nu er han vendt tilbage til Kronjylland og er klar til at vise sit værd for Randers FC i 3F Superligaen, noget som hovedpersonen selv ser frem til.

-Jeg er sindssygt glad for at vende tilbage til Randers FC. Jeg havde en god tid, sidst jeg var i Randers, både socialt og sportsligt. Jeg glæder mig til at se de folk, der også var der, da jeg var der, både spillere og stab, og så glæder jeg mig til at komme i gang, fortæller Mathias Greve og fortsætter:

-Jeg forventer, at jeg skal spille en masse fodbold. Drømmen er også at opnå nogle af de ting, vi gjorde, sidst jeg spillede i Randers. Det var en god periode med både top 6 og krydret med en pokaltriumf. Udover det synes jeg, at det er en spændende gruppe af spillere, man har fået ind, så jeg kan se, at det skal blive rigtig godt. Jeg har også en alder nu, hvor jeg efter mange år i Superligaen har fået en del erfaring, og det er nogle af de egenskaber, jeg håber at kunne bidrage med i Randers FC, afslutter Greve.

Mathias Greve træner for første gang med i Randers FC i morgen, lørdag, og han er dermed allerede i spil til søndagens 3F Superliga-kamp hjemme mod AaB. 

Mathias Greve får trøjenummer 17 i Randers FC.

Velkommen tilbage, Greve! 

Fakta:
Mathias Greve
Født: 2. februar 1995 (29 år)
Højde: 1,86 m
Position: Midtbane
Tidligere klubber: Odense Boldklub, Randers FC, Brøndby IF
Mathias Greve har gennem sin karriere spillet 7 U-landskampe for Danmark.