Optakt: Randers FC - Silkeborg IF

Emil Madsen — 07.08.2024 08:08

Søndag kl. 14.00 går det igen løs, når vi hjemme på Cepheus Park Randers spiller sæsonens anden hjemmekamp, og denne gang får vi besøg af Silkeborg IF

Efter en fantastisk sæsonstart med to sejre og én uafgjort er vi endnu ubesejret i 3F Superligaen. På søndag får vi besøg af Silkeborg IF i et vaskeægte Gudenå-derby, og vi har brug for al den støtte vi kan få, så vi kan følge op på den flotte sæsonstart. 

I sæsonens første hjemmekamp havde vi hele 5.695 tilskuere på tribunerne, og det var helt fantastisk at se den opbakning vi mødte. Samtidig er det også det største tilskuertal, siden vi tilbage i 2019 åbnede med en hjemmekamp mod Brøndby IF, og det kunne da være fedt hvis vi på søndag, ser endnu flere på lægterne, så vi i fællesskab kan hjælpe holdet mod en sejr og tre point! 

Statistisk set

Over de seneste indbyrdes opgør har Randers FC haft godt styr på Silkeborg IF, og ud af de seneste fem kampe i Superliga-regi på Cepheus Park Randers, har vi trukket os sejrsrigt ud af disse hele fire gange. Sidst Silkeborg IF var på besøg på Cepheus Park Randers scorede Ernest Agyiri kampens eneste mål på et fremragende hovedstød. En kamp der i øvrigt blev overværet at lidt mere end 6000 tilskuere. 

Fokus på Silkeborg

Silkeborg IF har ligesom os fået en god sæsonstart, hvor de efter de tre første runder har to sejre og ét nederlag, hvilket betyder, at de i øjeblikket indtager en 5. plads i 3F Superligaen med seks point. 

Silkeborg vandt i sidste sæson Oddset Pokalturneringen, hvorfor de også har et europæisk siddeløbende program, hvor de på torsdag har en svær kamp hjemme på Jysk Park mod Gent fra den bedste belgiske række. Det kan være med til at afkræfte dem inden søndagens opgør på Cepheus Park Randers, hvilket vi skal være gode til at udnytte. 

For at nedbryde Silkeborgs meget boldbesiddende spillestil, skal vi først og fremmest vinde slaget om midtbanen til søndagens opgør, og her vil en af nøglepunkterne være, at man skal nedbryde Anders Klynges spilfordeling, hvor han står for meget af Silkeborgs opbyggende spil. 

Fun Facts

- Wessel Dammers har flere clearinger, (33) og clearinger med hovedet (20) end alle andre spillere i denne Superliga sæson. 

- Randers FC har tilkæmpet sig syv point i de første tre Superligakampe i denne sæson, og kan med en sejr på søndag komme på 10 point efter fire kampe, hvilket vil være tredje gang i klubbens historie, at man har 10 point eller flere efter de første fire runder.

- Randers FC er ubesejret i deres seneste fire Superligakampe mod Silkeborg IF med to sejre og to uafgjorte. 

- Randers FC har vundet otte ud af deres seneste 11 Superliga hjemmekampe mod Silkeborg IF. 

Hvis ikke du allerede har købt billet til søndagens spændende opgør kan det gøres her.

Vi glæder os allerede til at se jer alle på Cepheus Park Randers igen, hvor vi skal bygge videre på vores gode sæsonstart! Hvis du er forhindret i at komme på stadion kan kampen ses på TV2 Sport. Alternativt kan den følges på Amtsavisen.dk eller Radio Alfa. 

Vi ses til 2 kampe ekstra! 

Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix