Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

Karantæne-stramninger på stadion

28.08.2024 12:08

Randers FC skærper reglerne for ureglementeret opførsel på stadion

Vores fans har opført sig godt og ordentligt i lang tid. I indeværende sæson har vi endnu ikke haft nogle hændelser, der har ført til karantæner og bøder. Og i hele 2024 har vi kun haft én hændelse, hvor vi har fået bøde, i forbindelse med vores hjemmekampe i 3F Superligaen.   

Netop fordi der ikke har været problemer i lang tid, synes vi, at det er et godt tidspunkt at skærpe karantæne-reglerne. Vores fans, der har opført sig godt og ordentligt i lang tid, har nemlig ikke oplevet gevinsten ved, at flere kommer hen til stemningsafsnittet for at bakke op. 

Med disse karantæne-stramninger vil vi gerne sende et endnu klarere signal til folk om, at det er sikkert at færdes på vores stemningsafsnit. 

Randers FC's nye SLO, Sylvester Hansen, håber at stramningerne kan føre til flere fans og endnu bedre stemning på fanafsnittet. 

- Det er naturligt som ny SLO at kigge på, hvordan vi kan gøre tingene anderledes og forbedre stemningen samt stadionoplevelsen på Cepheus Park Randers. Igennem de sidste 2,5 år har jeg sideløbende med resten af organisationen arbejdet ihærdigt med stemningsafsnittet og fansene. Jeg håber, at disse stramninger kan føre til, at vi bliver flere på stemningsafsnittet, så vi kan skabe en endnu bedre stemning på stadion, fortæller Sylvester Hansen, SLO i Randers FC.

Formanden for Nordtribunen, der er en sammenslutning af flere forskellige fanfraktioner, har fokus på stemningen og håber på flere fans på stemningsafsnittet. 

- Vi håber, at vi kan stå sammen og stadigvæk have mere fokus på stemningen. Vores hovedfokus er på stemningen og på at få samlet de officelle og uofficielle fanfraktioner under én paraply, fortæller Martin Randa Leensbak, formand for Nordtribunen. 

Vi spiller næste hjemmekamp nu på søndag kl. 18.00, når AaB gæster Cepheus Park Randers. Så kom nu på stadion og bak op om vores kronjyske mandskab.