100% bag holdet

14.08.2024 12:13

En uforglemmelig oplevelse, som vi kommer til at snakke om længe - Frank Madsen

Som et helt nyt initiativ til denne sæson af 3F Superligaen og i forbindelse med vores nye kampagne '2 kampe ekstra', har vi valgt, at en heldig sæsonkortholder kan blive udtrukket til at se kampen fra tætteste hold ved hver hjemmekamp.

Blandt alle sæsonkortholdere med en udnyttelsesgrad på 100 % vil der efter hver hjemmekamp blive udtrukket en heldig vinder. Hvis man er forhindret i at komme til en hjemmekamp og dermed ikke kan bibeholde sin udnyttelsesgrad på 100 %, skal man ikke frygte. Hvis man blot fritstiller sit sæsonkort til den kamp, man ikke selv kan deltage i, vil ens udnyttelsesgrad ikke falde, men derimod stadig være på 100 %.

Den første vinder af 100% bag holdet blev mangeårige Randers FC-fan og sæsonkortholder Frank Madsen, som ifølge egen udtalelse havde haft en helt fantastisk oplevelse.

- Det var en helt fantastisk oplevelse. Det at opleve trænerstaben og resten af holdet på nærmeste hold var fascinerende. Vi havde faktisk næsten mere travlt med at lytte til og se hvad trænerne foretog sig end faktisk at se selve kampen, så det var ret sjovt, fortæller en fornøjet Frank. Frank er kommet til bold i Randers siden 1968, da han og hans far begyndte at tage til det dengang Randers Freja's hjemmekampe. I dag bor han i Aabenraa, men tager glædeligt turen til Randers hver anden weekend for at se kamp på Cepheus Park. Han har i dag fast plads på Sparekassen Kronjylland-tribunen, hvor han oplever kampene sammen med enten sine tre børn eller kone. - Noget helt andet var, at både Rasmus Bertelsen og flere af spillerne kom forbi og hilste på os inden kampen, det var også en stor oplevelse, og noget vi blev utroligt glade for, afslutter en tilfreds Frank Madsen.

Foruden de gode pladser bag spillerbænken får vinderen af konkurrencen også en rundvisning i spillertunnellen og oplever bag kulissen, hvordan spillerne gør sig klar til indløb. Denne oplevelse havde også gjort stort indtryk på Frank og sønnen Jonas, der var meget imponerede over holdleder Peer Kams gæstfrihed og viden om klubben. Peer viste dem glædeligt rundt i sit rum og fortalte om sit arbejde som holdleder, og da spillerne stillede op til indløb, kom flere af dem over for at give de to en highfive. Under kampen får man også serveret øl, sodavand og stadionplatte ude på tribunen af vores søde værtinde, Nicoline.

I videoen herunder følger vi de første vindere af det nye initiativ, Frank og sønnen Jonas, og får en snak med dem om deres oplevelse med 100 % bag holdet.

Lyder den unikke oplevelse som noget for dig? Så husk at benytte dit sæsonkort! Er du sæsonkortholder og forhindret i at komme til kampen, men vil stadig gerne have 100 % udnyttelse, så husk at frigive din plads til en anden fan. På den måde sikrer vi også den bedst mulige stemning på Cepheus Park Randers.

Vi ses til 2 kampe ekstra!

For stemningen - For oplevelsen - For fællesskabet.