Vigtig udebanesejr i Hvidovre søndag eftermiddag

07.04.2024 17:37

Der skulle blot gå 3 minutter af kampen, før Tammer Bany efter et hjørnespark får vippet bolden videre ud til Mohammed Fuseini, der uden tøven og fuld af selvtillid hamrer bolden op i nettaget bag en chanceløs Kappenberger i Hvidovre målet. Herefter stod der Randers FC på det hele og den ene chance efter den anden væltede ind. Der skulle blot gå 10 minutter yderligere, før Lasso Coulibaly opsnapper en fejlaflevering og straks sætter tempo. Fuseini tager et godt dybdeløb og modtager stikningen fra Lasso, hvorefter han udplacerer Kappenberger og sparker os i front med 2-0. 

Herefter var der flere chancer til gøre det til både 3- og 4-0 og hermed lukke kampen, men vi måtte gå til pause med en føring på 2-0. 

Efter blot to minutter af 2. halvleg sparker en indskiftet Mads Kaalund fra Hvidovre bolden ind bag Carlgren og reducerer til 2-1. Herefter er det tydeligt, at der på banen er en nervøs stemning, og at kampen ikke blev lukket i 1. halvleg. Efter en time spillet har Randers FC meget initiativ i kampen igen, men Hvidovre har stadig flere aktioner hvor de er farlige foran mål. 

I kampens tillægstid driver Oliver Olsen bolden frem efter en Hvidovre standardbold, og med en lang præcis aflevering finder han Stephen Odey der er løbet dybt. Han modtager bolden og med et præcist og veludført spark udplacerer han Kappenberger i Hvidovre målet, og ved hjælp af stolpen lukker han kampen til slutresultatet 3-1. 

Der skal ydermere lyde et stort tillykke til Mike Themsen, der i dagens kamp fik sin officielle debut i Randers FC-trøjen!

Efter kampen fangede vi målscorer Stephen Odey til en snak om kampen, og ikke mindst hans forløsende scoring, og til dette havde han at sige;

- Det føles rigtig godt at vinde, det var en vigtig sejr. Vi vidste, at det ville blive en svær kamp, og det gjorde det ikke nemmere, at vi ikke kunne få lukket den i 1. halvleg, siger Odey og fortsætter.

- Jeg er så glad for endelig at få scoret igen, det var en dejlig følelse at kunne løbe ud til fansene igen og juble sammen med dem. Nu skal vi allerede have fokus hen mod næste kamp, afslutter en glad Stephen Odey.

Se hele interviewet med angriberen nederst i artiklen. 

Kampfakta
3. Mohammed Fuseini (0-1)
13. Mohammed Fuseini (0-2)
47. Mads Kaalund (1-2)
90. Stephen Odey (1-3)

Gule kort: A. Iljazovski, A. Smed, M. Fuseini, M. Nielsen 

Udskiftninger: 
25. Noah Shamoun > Mike Themsen
66. Tammer Bany > Stephen Odey
80. Mads Enggård > Mikkel M. Pedersen
80. Mohammed Fuseini > Muamer Brajanac
80. Mike Themsen > Björn Kopplin

Startopstillingen: Patrik Carlgren - Mikkel Kallesøe(78. Björn Kopplin) - Daniel Høegh - Wessel Dammers - Oliver Olsen - Lasso Coulibaly - Mads Enggård(78. Mikkel M. Pedersen) - John Björkengren - Noah Shamoun(24. Mike Themsen) - Tammer Bany(66. Stephen Odey) - Mohammed Fuseini(78. Muamer Brajanac)

Bænken: Oskar Snorre - Hugo Andersson - Björn Kopplin - Mikkel M. Pedersen - Sabil Hansen - Ernest Agyiri - Mike Themsen - Muamer Brajanac - Stephen Odey