Randers FC's reserver sejrer 3-1 imod AGF i Future Cup - Se målene fra opgøret

Emil Madsen — 16.11.2023 08:32

Randers FC's reserver tog onsdag imod AGF og det var en kamp med énvejstrafik hele vejen igennem

Trods landskampspausen blev der onsdag afviklet endnu et opgør i reserveholdsligaen Future Cup, hvor Randers FC hjemme tog imod AGF på kunstgræsbanen. 

Opgøret var en énsidet forestilling og Randers FC's reserver var i langt størstedelen af kampen i fuld kontrol. Der skulle heller ikke gå mere end 5 minutter før, Oliver Olsen med et flot rush igennem højre side sparker bolden i kassen til 1-0. Kampens helt store oplevelse var en livlig Mustapha Ubandoma, som kørte rundt med AGF spillerne, der slet ikke kunne være med på hans hurtighed og små snævre driblinger. Mustapha Ubandoma brænder et straffespark ved 1-0 stillingen, men Randers FC får kort tid efter scoret til 2-0, hvor Marvin Egho flot tager imod bolden nede i banen og får spillet indskiftet Nikolaj Krogh fri på højre kanten, der lynhurtigt trækker ind i banen og uplacerer AGF's keeper mellems tængerne. 

Der skulle ikke gå længe før det blev til 3-0, hvor Mustapha Ubandoma tager et flot løb bag AGF's forsvarslinje, hvor han med en nem afdribling af målmanden, sparker han den ind i et tomt net. 

AGF's Peter Bjur sparker den til 3-1 på et flot udført frisparksmål, men det var ikke meget mere end det AGF havde at skyde med. 

En rigtig flot udført kamp af Randers FC, hvor både presspil og de højintense løb fungerede aldeles godt. Derudover var det godt at se Marvin Egho på banen igen, hvor han lykkes med rigtig mange ting og blandt andet leverer 2 assists i opgøret til henholdsvis Nikolaj Krogh og Mustapha Ubandoma. 

Fra bænken blev det til spilletid til Sabil Hansen, Mathias Simonsen U19, Nikolaj Krogh U19, Christian Andersen U19, Max Albæk U19 og Lasse Mandal U17. Det er altid en fornøjelse at se når de unge talenter kommer på banen og giver den alt hvad de har. 

Se Randers FC's mål i videoen nederst i artiklen. Desværre er Oliver Olsens mål til 1-0 ikke med, da livestream ikke virkede de første 10 minutter af kampen. 

Startopstilling: Oskar Snorre, Oliver Olsen, Hugo Andersson, Jeppe Kudsk, William Kaastrup, Mike Kofod U19, Mikkel M.P., Mads Albæk, Mustapha Ubandoma, Ernest Agyiri, Marvin Egho

Bænken: Sabil Hansen, Mathias Simonsen U19, Nikolaj Krogh U19, Christian Andersen U19, Max Albæk U19, Wilhelm Simonsen U19, Benjamin Clemmensen U19, Lasse Mandal U17