Uafgjort i endnu en målrig affære mod Brøndby IF

Andreas Nielsen — 22.10.2023 18:26

Det var et Randers FC-mandskab, der søndag aften var tæt på at kunne sikre sig de tre point i endnu et målrigt opgør mod Brøndby IF foran 7.871 tilskuere på Cepheus Park.

Det var en tæt indledning på kampen denne aften på Cepheus Park, hvor det var et Randers FC-mandskab indstillet på at byde topholdet fra Brøndby IF op til dans.

Kampens første rigtige chance tilfaldt også Randers FC efter seks minutter, hvor Filip Bundgaard kom alene igennem og fik sendt en god afslutning afsted mod Brøndby-målet, men desværre blev bolden reddet af Patrick Pentz. Første Brøndby-chance kom kort efter i det 10. minut, hvor en cutback-aflevering fra Mathias Kvistgaarden fandt vej til Marko Divkovic, som sendte et afrettet skud lige over Patrick Carlgrens mål.

Efter det skulle vi helt frem til 29 minutters spil, før kampen for alvor tog fart. Her fik Filip Bundgaard og Stephen Odey fundet hinanden i en god et-to-kombination, hvor Stephen Odey fik sendt en stærk inderside-afslutning mod Brøndby IF-målet, men en stærk venstre hånd fra Patrick Pentz holdt bolden ude af netmaskerne. Kort tid efter var det desværre gæsterne fra Vestegnen, som bragte sig foran 1-0 på et skud på kanten af feltet fra Josep Radosevic uden chance for Patrick Carlgren.

Der skulle dog ikke gå længe, før Lasso Coulibaly kunne bringe balance i regnskabet, da han blev sendt i dybden af John Björkengren og stensikkert fik sendt bolden i mål til 1-1 efter 34 minutter. En jævnbyrdig halvleg med gode muligheder i begge ender.

2.halvleg.

2. halvleg blev indledt med meget stilstand. Vi skulle først frem til det 59. minut, før der rigtigt skete noget – heldigvis til Randers FC's fordel, da Simen Bolkan Nordli på et kontraangreb fik fundet Stephen Odey i dybden, og her svigtede vores nigerianske angriber ikke og dermed 2-1 til Randers FC.

Rasmus Bertelsen og trænerteamet foretog kort efter deres første udskiftning. Ud gik Simen Nordli, og ind kom Mads Albæk, hvilket betød et formationsskifte til 4-3-3 for at matche Brøndbys tremandsmidtbane.

'Brøndby lagde et større pres på Randers FC-mandskabet efter scoringen, og efter 81 minutter kom udligningen desværre efter et par skidte clearingforsøg. kunne Marko Divkovic dukke op bagerst i feltet og udligne til 2-2, hvilket også blev slutresultatet denne søndag aften . Vi var tæt på at nappe alle tre point, men må nøjes med det ene point mod Brøndby IF. Randers FC er nu ubesejret i fem kampe i træk i 3F Superligaen.

Næste kamp for Randers FC er mandag den 30. oktober klokken 19.00 på udebane i Aarhus mod AGF. Vi håber at se en masse Randers FC-fans i udebaneafsnittet – du kan købe billet til busturen her: https://billet.randersfc.dk

 

Kampfakta
Randers FC – Brøndby IF
31. minut 0-1  Josep Radosevic

34. minut 1-1 Lasso Coulibaly (John Björkengren)

59. minut 2-1 Stephen Odey (Simen Bolkan Nordli)

81. minut 2-2 Marko Divkovic

Gule kort: Jacob Rasmussen, Simen Bolkan Nordli, Kevin Tshiembe, Frederik Alves, John Björkengren

Tilskuere: 7871

Kampens spiller: Lasso Coulibaly

Startopstillingen mod Brøndby IF

Patrick Carlgren - Mikkel Kallesøe(78. Oliver Olsen), Daniel Høegh, Wessel Dammers, Björn Kopplin – Lasso Coulibaly(78. Mikkel M. Pedersen), Mads Enggård, John Björkengren, Simen Bolkan Nordli(63. Mads Albæk) – Filip Bundgaard(87. Ernest Agyiri), Stephen Odey(78. Alhaji Kamara)

Bænken: Oskar Snorre, Hugo Andersson, William Kaastrup, Oliver Olsen, Mads Albæk, Mikkel M. Pedersen, Ernest Agyiri, Mustapha Ubandoma, Alhaji Kamara