Inkarneret Randers FC-fan hylder klubben med en ny sang

Laura Bannerholt — 23.08.2023 10:57

Per Bilici ville til vores 20-års jubilæum gerne give tilbage til klubben, og derfor har han sammen med Michael Trier, et velkendt navn i det Randrusianske musikmiljø, skrevet en Randers FC-sang.

Hos Randers FC ønsker vi hele tiden at forbedre stadionoplevelsen og danne rammerne for en god fodboldoplevelse – både for fans og spillere. Derfor har vi sammen med de stemningsskabende Randers FC-fans på Nordtribunen, aftalt at vi fremover vil synge med på omkvædet af den nye sang, umiddelbart inden kickoff når vi spiller på hjemmebane. Teksten vil stå på storskærmen, så hele Cepheus Park Randers kan synge med, hvilket forhåbentlig giver en ny dimension af stemning på stadion!

De to troværdige Randers FC-fans, Per Bilici og Michael Trier er er gået sammen med Popshit Records, for at producere og instruere sangen og musikvideo. Randers FC-holdet synger også med på det store kor, sammen med en masse skønne fans.

Sangen, Randers Af Hjerte, er en hyldest for deres hjemklub, og fortæller med ord hvordan det føles at være fan af vores klub – på godt og ondt.

Den udkommer fredag d. 25/8, som digital single på alle streamingtjenester. Men tilskuerne til fredagens hjemmekamp får en verdens premiere på sangen inden kampstart, når Randers FC møder Viborg FF på Cepheus Park i Randers.

Skal du øve dig inden kickoff på fredag? Så kan du lære omkvædet herunder:

’’Vi er Randers af hjerte

Med stolthed og smerte

Vi fighter til sidste mand

For vi gir aldrig op

Vi vil kæmpe og slås

Når sejren skal trækkes i land’’

Nordtribunen er klar, og vi håber I også har lyst til at støtte op om dette initiativ, så vi i fællesskab kan synge spillerne kampklar!

Herunder ses en lille teaser af musikvideoen: