Optakt: Sæsonens sidste kamp

Andreas — 02.06.2023 11:04

Søndag den 4. juni klokken 17.00 gælder det 32. runde og dermed også sidste kamp i denne 3F Superliga-sæson, hvor Randers FC skal møde de nykårede mestre fra F.C. København.

Endnu en sæson går på hæld, en sæson der har budt bedrifter som 10 ubesejret kampe i streg, 0-4 på Brøndby Stadion og klubbens tredje mesterskabsspil i træk. Et mesterskabsspil, hvor Randers FC kunne fejre sit 20 års jubilæum med fyldt stadion og den største tifo i klubbens historie.

Samtidig har der også været udskiftning på trænerposten, hvor Thomas Thomasberg blev solgt til FC Midtjylland og erstattet af Rasmus Bertelsen. Der er nok begivenheder at vælge imellem fra denne sæson. Søndag skal sæsonen så lukkes ned, når vi i Parken møder mestrene fra FC København.

Fokus på kampen
Vi har haft et godt tag på F.C. København, når Randers FC i de seneste år har gæstet Parken. I de seneste fem kampe er det blevet til tre sejre og to nederlag. Ud af de tre sejre er to af dem faldet i de seneste to besøg i Parken med resultaterne 1-3 og 0-1 til Randers FC. Der kan derfor godt være grund til at tro på point, når vi møder et FCK-mandskab som har brugt det meste af ugen på at fejre mesterskabet. FCK går ellers ind til kampen med fire sejre i træk.

Profilerne hos FCK har i Mesterskabsspillet været de to offensive spillere Diogo Goncalves og Jordan Larsson. Den portugisiske kantspiller Goncalves har efter en svær start i FCK fundet sine fødder for hovedstadsklubben, hvor han i de seneste syv kampe har lavet syv mål og et oplæg, deriblandt det afgørende mål i finalen i pokalfinalen mod AaB.

Det samme kan siges om svenske Jordan Larsson, der ligeledes har været i målform på det seneste, hvor han er noteret for fire mål i de sidste syv kampe. Det er to spillere, som har steppet op i de afgørende momenter og må formodes at være spillere, der kan volde Randers FC problemer i søndagens opgør.

  • Hvis Lasse Berg Johnsen spiller fuld tid i søndagens kamp, vil han have spillet fuld tid i samtlige kampe i 3F Superliga-sæsonen.
  • Patrik Carlgren har afværget 15,7 xGOT i denne sæson, hvilket er klart flest i ligaen, hvor nummer to er Andreas Hansen med 5,9
  • Med et mål i Parken på søndag, vil Filip Bundgaard blive den yngste spiller til at nå fem mål i Randers FC’s 3F Superliga-historie. Nuværende rekordholder er Nicolai Brock-Madsen.