Kopplin før svær udekamp mod FCN: Statistikken skal blive bedre

Martin Albrechtsen — 19.05.2023 22:35

Randers FC-anføreren sætter ord på stemningen i truppen og den notoriske svære udekamp i Farum

Der er tre kampe tilbage i 3F Superliga-sæsonen for Randers FC. Mandag aften gælder det udekampen mod FC Nordsjælland, som i skrivende stund kæmper med om guldet og danmarksmesterskabet.

Vi har taget en snak med Randers FC-anfører, Björn Kopplin, om stemningen i truppen, ovenpå de seneste tre nederlag i Mesterskabsspillet, og mandagens udekamp i Farum. Se hele interviewet længere nede i artiklen.

- Vi er selvfølgelig alle skuffet over resultaterne og vores præstationer på det seneste. De var ikke gode nok, fortæller Björn Kopplin og fortsætter:

-Heldigvis kommer der altid en ny chance. Nu skal vi spille på en rigtig svær udebane i Nordsjælland på kunstgræs, men alligevel man spiller 90 minutter og kampen er helt åben. 

- På papiret ser det ud til, at vi overhovedet ikke er favoritter, men det handler ikke om det. Det handler om de 90 minutter, siger Randers FC-anføreren.

- FC Nordsjælland har spillet en flot sæson. De har rigtig gode individuelle spillere og er et fremragende hold, men vi er også et top-6 hold, understreger Kopplin.

Ifølge anfører Kopplin skal han og holdkammeraterne investere meget mere, end hvad holdet har gjort i de forrige tre kampe.

- Vi skal ikke gemme os for meget. Vi har gemt os for meget de sidste tre kampe. Vi har ikke investeret så meget i kampene, som vi normalt gør. Der skal komme mere, udtaler Kopplin.

Der er da også plads til forbedring statistisk set, når vi møder FC Nordsjælland på udebane i 3F Superligaen. Ud af 24 mulige Superliga-kampe i Farum har Randers FC vundet én kamp. 10 kampe er endt uafgjort, mens 13 kampe er tabt til FCN.

- Kun én sejr ud af 24 kampe? Den statistik skal blive bedre. Forhåbentlig starter det på mandag, siger Björn Kopplin.

Der er kampstart på Right To Dream Park mandag aften kl. 19.00.

Kampen kan ses direkte på 6'eren og discovery+.

Björn Kopplin er sponsoreret af Andelskassen.