Hjemmesæsonen slutter med ærgerligt nederlag i lokalbrag
Kristian Fredslund — 30.05.2023 19:47
Det blev AGF, der løb med sejren foran knap 9000 tilskuere på Cepheus Park Randers i sæsonens sidste Randers FC-hjemmekamp.
Cepheus Park Randers summede af fodbold fra kl. 17.00, hvor fanzonen åbnede op med Happy Hour og masser af solskin. Inde på selve stadion var lydkulissen overvældende med mere end 2000 AGF-fans på endetribunen og omkring 9000 i alt til sæsonens sidste hjemmekamp for Randers FC.
Randers FC-jagtede en sejr efter fire nederlag på stribe i Mesterskabsspillet. Der var dog kun spillet seks minutter, før AGF kunne bringe sig foran 1-0. En afrettet afslutning fra Gift Links endte i feltet til en helt fri Mikkel Duelund, der også scorede til 1-0 sidst AGF gæstede Cepheus Park Randers.
Det satte en dæmper på stemningen i Randers-lejren, men den kom godt nok igen, da Mads Enggård vel lavede et af de flotteste mål i Randers FC i flere år. Efter en stor chance, der var ved at fise ud, modtog Enggård bolden på kanten af feltet, dæmpede bolden med brystet, lod bolden hoppe og vristsparkede den op i modsatte hjørne. Flot detalje af Randers FC’s midtbaneprofil.
Kampen var intens med en del dueller, og der gik også kun 20 minutter, før den tidligere Randers FC-spiller Nicolai Poulsen blev præsenteret for et, for ham ikke så sjældent, gult kort af kampens dommer Mikkel Redder. Det kunne også være blevet til et mere, da Poulsen skubbede Mads Enggård omkuld, men han slap for yderligere tiltale. Mod slutningen var han få centimeter fra at kunne have bragt AGF foran, men bolden blev reddet på stregen af Patrik Carlgren.
Anden halvleg startede med en kold spand i hovedet for Randers FC, da endnu en afrettet bold endte hos en fri AGF’er, og Mikael Anderson nemt kunne derfor sparke bolden i kassen efter blot to minutter spillet.
Den føring blev udbygget yderligere, da en helt fri Yann Bisseck fra kanten af feltet stille og roligt curlede bolden i kassen til 3-1 til gæsterne.
Et effektivt AGF havde Randers FC på hælene, og det var tæt på at blive 4-1, da Gift Links sendte en langskud på overliggeren. I den anden ende burde Randers FC have reduceret i to omgange. Først ved Edgar Babayan, der kom en-mod-en mod Jesper Hansen i AGF-mål, men blev pillet af den rutinerede keeper, som også leverede en flot redning, da Marvin Egho kom til afslutning i feltet.
Det blev dog ikke til flere scoringer, og derfor blev det desværre ikke til en sejr i sæsonens sidste hjemmekamp på Cepheus Park Randers. Vi takker for den store opbakning, der har været. Vi har haft det tredjestørste tilskuergennemsnit i vores 20-årige historie. Vi glæder os til at se en masse mennesker på stadion i sæsonen 2023/24!
På søndag den 4. juni slutter vi sæsonen af i Parken, hvor vi skal møde de nykronede danske mestre F.C. København.
Startopstillingen (med ændringer undervejs):
Patrik Carlgren - William Kaastrup (59. Adam Andersson), Carl Johansson, Hugo Andersson, Björn Kopplin - Tobias Klysner (80. Mikkel M. Pedersen), Lasse Berg Johnsen, Mads Enggård, Edgar Babayan (59. Jakob Ankersen) - Filip Bundgaard (80. Alhaji Kamara), Marvin Egho (70. Stephen Odey)
Gult kort: William Kaastrup, Alhaji Kamara og Carl Johansson (Randers FC), Nicolai Poulsen, Sigurd Haugen og Uwe Rösler (AGF)
Tilskuertal: 8856
Kampens Randers FC-spiller: Mads Enggård (valgt af fansene via Randers FC-app’en)