’Game-planen’ holdt – indtil VAR kom på banen

Kristian Fredslund — 22.05.2023 18:39

Randers FC stod dybt og ventede på mulighederne. Den plan holdt længe, men et VAR-straffespark ændrede kampforløbet og til sidst løb guldkandidaterne fra Farum fra Randers-drengene.

Efter en flot start på Mesterskabsspillet med otte point i fire kampe, så har Randers FC mistet pusten en smule og nu tabt fire kampe i træk. Det fjerde nederlag kom på udebane i Farum mandag aften, hvor guldkandidaterne fra FC Nordsjælland bød op til dans på plasticunderlagt på Right to Dream Park.

Randers FC-lazarettet er efterhånden af en betydelig størrelse og med Carl Johansson ude med karantæne, så var der rokeret på en del pladser især defensivt. Her var der genvalg til sidste rundes Superliga-debutant Jeppe Kudsk i midterforsvaret og til venstre for ham var der startdebut til 19-årige William Kaastrup på backen.

På den hurtige bane mod de teknisk stærke og hurtige modspillere var det et Randers FC-hold, der stod dybt for at undgå for mange løbedueller og have opbakning klar, når defensiven ville blive udfordret. Presspillet var nøglen til Randers FC-mulighederne, og en mulighed fik Lasse Berg Johnsen også, da han modtog bolden lidt uden for feltet og trykkede af. Bolden blev dog rettet af og gik forbi mål.

Med ti minutter igen af første halvleg blev der sparket liv i hjemmeholdets gulddrømme, da Benjamin Nygren bragte FC Nordsjælland foran 1-0. Randers FC’s venstreside blev overspillet og et løb bagom forsvaret endte i scoring. Målet blev tjekket for offside, men en Randers FC-spiller i modsatte side ophævede offsiden, og scoringen blev derfor korrekt fastholdt.

Blot fire minutter senere var VAR også i gang i den anden ende. En flot slået bold fra startdebutanten William Kaastrup lå lige til Stephen Odey i feltet. Han blev puffet omkuld, og kampens dommer Aydin Uslu pegede straks på pletten. VAR korrigerede ikke den kendelse, og derfor kunne Lasse Berg Johnsen gå til pletten. Herfra scorede han sikkert til 1-1.

Randers FC-spillerne kunne gå til pause med en god følelse, og det var da også et opportunistisk mandskab, der kom ud til anden halvleg. Først var Mads Enggård tæt på efter en returbold på et hjørnespark, og kort tid efter fik Filip Bundgaard en god mulighed, da han fra små 20 meters afstand fik skudhold med sit giftige venstreben. Desværre nåede FC Nordsjællands Kian Hansen at blokere afslutningen.

I den anden ende var Patrik Carlgren og leverede midtvejs en klasseredning, som holdt Randers FC inde i kampen. Det holdt dog kun fem minutter. En FC Nordsjælland-afslutning blev blokeret til hjørne, og der blev gjort klar til et hjørnespark. Men dommer Aydin Uslu fik besked i øret om, at der måske var foregået noget kriminelt. Hverken tv-kommentatorer eller nogen som helst på stadion havde set noget, men afslutningen havde strejfet Hugo Anderssons ene hånd og derfor blev FC Nordsjælland tilkendt et straffespark som Ernest Nuamah sikkert omsatte til mål.

Det knækkede Randers FC-holdet, der ellers havde holdt ’game-planen’ forbilledligt og været tæt på at lykkes med den. Herfra stod der FC Nordsjælland på det meste, og Patrik Carlgren fik lidt mere travlt. Han leverede blandt andet en tredobbelt-redning, inden han få minutter senere måtte lade sig passere til slutresultatet 3-1.

Med et par minutter tilbage af kampen blev blot 17-årige Sabil Osman Hansen sendt på banen til Superliga-debut. Det var en begivenhedsrig for det unge talent talent, der startede ud med en matematik-eksamen, en køretur med holdlederbilen og altså slutteligt sin debut i lyseblåt for Randers' førstehold. Sabil har skrevet under på en fuldtidskontrakt fra den kommende sæson, så vi kommer forhåbentligt til at se meget mere til ham.

Tirsdag den 30. maj kl. 19.00 skal der point tilbage på kontoen, når AGF gæster Cepheus Park Randers. Vores lokalrivaler har medaljedrømme og møder talstærkt op på stadion. Vi håber også at se en masse Randers FC-fans til sæsonens sidste hjemmekamp.

Billetter kan købes på https://billet.randersfc.dk

FC Nordsjælland – Randers FC (1-1)
’36: 1-0 Benjamin Nygren
’42: 1-1 Lasse Berg Johnsen
’74: 2-1 Ernest Nuamah
’83 3-1 Mohamed Diomande

Startopstillingen mod FC Nordsjælland (med ændringer undervejs):
Patrik Carlgren - Björn Kopplin, Hugo Andersson, Jeppe Kudsk, William Kaastrup (87. Sabil Osman Hansen) - Tobias Klysner (78. Marvin Egho), Lasse Berg Johnsen, Mads Enggård (78. Edgar Babayan), Simen Bolkan Nordli (65. Mikkel M. Pedersen) - Filip Bundgaard Kristensen, Stephen Odey (65. Jakob Ankersen)

Kampens Randers FC-spiller (valg af fansene via Randers FC-app’en): Patrik Carlgren

Gule kort: Lasse Berg Johnsen, Simen Bolkan Nordli og Hugo Andersson (Randers FC) – Ibrahim Osman og Johannes Thorup (FC Nordsjælland)