Kom på stadion og tag afsked med Thomas Thomasberg

Kristian Fredslund — 14.04.2023 09:45

På mandag kommer Thomas Thomasberg forbi Cepheus Park Randers i forbindelse med kampen mod FC Nordsjælland for at tage ordentligt afsked.

Efter næsten fem sæsoner som cheftræner for Randers FC blev Thomas Thomasberg i sidste måned solgt til FC Midtjylland for et historisk stort beløb for en træner i 3F Superligaen.

Da han skiftede med øjeblikkelig virkning, nåede han kun at sige farvel til de nærmeste i og omkring Randers FC-holdet og administrationen. Men nu passer kampprogrammet sådan, at Thomas kan komme til Randers i forbindelse med mandagens kamp i Mesterskabsspillet mod FC Nordsjælland.

Derfor vil det være muligt for Randers FC-fans at sige et ordentligt farvel til succestræneren, der stod i spidsen for Randers FC, da man i 2021 vandt pokalturneringen og under den flotte europæiske kampagne, der endte med to fantastiske kampe mod Premier League-mandskabet fra Leicester City.

Du kan møde Thomasberg i fanzonen cirka 17.30. Herefter vil der også blive taget afsked med ham i sponsorloungen og slutteligt på stadion kort inden kampstart.

Vi håber, at der vil komme rigtigt mange og give vores nu tidligere trænere et ordentligt farvel. For han har virkeligt sat sit aftryk på og i Randers FC, og han fortjener at blive hyldet for sin indsats for vores allesammens klub.

Har du ikke allerede billet til mandagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland (kampstart klokken 19.00), så kan du købe det her:

https://billet.randersfc.dk