Jan Christensen, Getty Images

Flot Ankersen-kasse sikrede Randers FC-sejr over F.C. København

Kristian Fredslund — 10.04.2023 18:15

Randers FC besejrede 3F Superligaens førerhold fra F.C. København med 1-0 hjemme på Cepheus Park Randers.

Indledningen til cheftræner Rasmus Bertelsens første hjemmekamp i spidsen for Randers FC fik en lille udfordring, da han valgte at bænke forrige rundes målscorer Stephen Odey efter at denne havde misset et taktisk møde inden fredagens træning.

Randers FC startede godt med rolig boldbehandling og godt presspil. Der skulle dog en dødbold til for at skabe første farlige mulighed. Et hjørnespark slået fra højre side blev headet på tværs af Carl Johansson. Bolden endte hos Tobias Klysner, der fik halvflugtet bolden mod mål, men FCK-keeper Kamil Grabara fik reddet forsøget. Herefter fulgte først Lasse Berg Johnsen og Edgar Babayan op, men fik ikke ordentligt træf på bolden.

Flere gode muligheder til Randers, der virkelig turde spillet med bolden i kampens indledning. Det var dog 3F Superligaens førerhold fra F.C. København, der var mest på den lille runde, men dog for alvor uden at teste Randers FC-defensiven.

Først efter 24 minutters spil rørte de på sig, da Mohamed Daramy driblede ind i feltet og lidt tilfældigt fandt en medspiller i feltet. Heldigvis nåede Randers FC-forsvaret at prikke bolden væk, før der kunne blive afsluttet.

I det 26. minut blev FCK-keeper Kamil Grabara igen testet, da Filip Bundgaard sendte et frisparksforsøg mod det ene målhjørne. Her var den dygtige målmand helt oppe og verfe bolden til hjørnespark.

I det 41. minut var Bundgaard igen på spil, da Mads Enggård brød bolden og satte gang i en kontra, hvor han slutteligt sendte sin U19-landsholdskammerat Filip Bundgaard. Han skulle nok have sparket første gang med sin gode venstrefod, men stoppede bolden og lagde den til rette til højre. Desværre blev afslutningen blokeret i to omgange.

0-0 ved pausen, hvor F.C. København havde været klart mest på bolden, men Randers FC klart farligst.

Fra anden halvlegs start var det dog gæsterne, der bed fra sig. Fire gange inden for de første ti minutter af anden halvleg var de tæt på at kunne bringe sig foran, men både Patrik Carlgren og Carl Johansson var på plads til at afværge et FCK-føringsmål.

Lidt senere var Randers FC for første gang farlige i anden halvleg, da Björn Kopplin trak ind i feltet og sendte et skud afsted, som dog blev pareret til hjørnespark.

Efter en times spil kom Stephen Odey ud af skammekrogen og på banen, og han var allerede tæt på at bringe Randers FC foran få minutter senere, da han fra feltkanten med en følt inderside sendte bolden på stolpen. Sikke en historie det kunne være blevet, hvis han havde fået sat den i kassen! Han var dog en evig kilde til uro og hjalp også godt til i presspil og med erobringer i kampens sidste halve time.

Med små ti minutter igen måtte Patrik Carlgren diske op med en god redning på et langskudsforsøg. F.C. København var på bolden virkelig meget, mens Randers FC-spillerne afventede omstillingsmuligheder.

Det blev dog efter en dødbold, at forløsningen kom. Et hjørnespark fra Adam Andersson i venstre side blev headet ud til Jakob Ankersen, der flugtede bolden i kassen! 1-0 til Randers FC!

Den stilling holdt kampen ud og dermed kan Randers FC notere sig for Mesterskabsspillets første sejr.

Næste opgave er på mandag kl. 19.00 på Cepheus Park Randers, når 3F Superligaens nye førerhold fra FC Nordsjælland kommer på besøg.

Du kan købe billet til den kamp på https://billet.randersfc.dk

Kampfakta:
Randers FC – F.C. København 1-0 (0-0)
1-0 Jakob Ankersen (’84)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren – Mikkel Kallesøe, Hugo Andersson, Carl Johansson, Björn Kopplin – Tobias Klysner (74. Adam Andersson), Mads Enggård (91. Alhaji Kamara), Lasse Berg Johnsen, Edgar Babayan (61. Jakob Ankersen) – Simen Bolkan Nordli (60. Stephen Odey), Filip Bundgaard (74. Mikkel M. Pedersen)

Gule kort:
Tobias Klysner og Stephen Odey (Randers FC)

Tilskuertal:
7324

Kampens spiller:
Patrik Carlgren (valgt af fansene via Randers FC-app’en)