Michael Ravn bliver en del af trænerteamet i Randers FC

Kristian Fredslund — 03.04.2023 12:27

U17-cheftræner Michael Ravn bliver en del af 3F Superligaens trænerteam, men gør sæsonen færdig i spidsen for U17-ligaholdet.

Tilbage i december forlængede U17-ligaholdets talentfulde cheftræner Michael Ravn sin aftale med Randers FC frem til sommeren 2025. I samme ombæring blev det meldt ud, at han i løbet af den kontraktperiode skulle blive en del af trænerteamet på 3F Superliga-holdet.

Det bliver han allerede nu, da han bliver assistent og individuel træner med omgående virkning.

- Jeg er virkelig klar til at hjælpe, det bedste jeg kan. Rasmus har været et forbillede for mig lige siden, jeg kom til klubben for 10 år siden, og jeg har assisteret ham i mange forskellige kontekster gennem årene, og vi har et rigtig godt samarbejde. Jeg kender holdet omkring holdet virkelig godt, så det bliver nemt at falde ind. Jeg skal ind og bidrage med detaljer på den individuelle udvikling, for jeg har altid haft en stor passion for den del af trænerfaget. Det kan være med videoklip på taktiske ting, teknisk træning på banen med fokus på udviklingen af kompetencer eller i en samtale på nogle lidt mere mentale eller personlige ting, siger Michael Ravn, der sideløbende gør sæsonen færdig som cheftræner på U17-ligaholdet.

- Det er vigtigt for mig at få sluttet mit arbejde med U17-ligaholdet godt af. Det er en virkelig god gruppe af spillere, trænere og ledere, som jeg nyder at arbejde med. Jeg ser frem til nogle rigtig fede måneder i begge roller, lyder det fra Michael Ravn. 

Med afgangen af først chefscout Mads Agesen og siden cheftræner Thomas Thomasberg har man i Randers FC nu en god mulighed for at sætte et nyt hold i det sportslige setup.

- Vi er virkelig glade for at kunne bringe et af vores trænertalenter op og være en del af 3F Superliga-trænerteamet, hvor også Rasmus Bertelsen og Tobias Elstrup er fra eget akademi. Michael er en vildt dygtig træner, som har leveret gode resultater med sine hold, men som noget endnu vigtigere har været virkelig dygtig til at udvikle de unge talenter. Vi glæder os til at nyde godt af hans kompetencer, siger sportsdirektør Søren Pedersen.

Med ansættelsen af Michael Ravn er trænerteamet dog ikke komplet.

- Vi skal have suppleret med en assistenttræner med klare kompetencer på det taktiske område, så der er vi lige nu i gang med at sondere terrænet og kigger på nogle emner. Derudover vil vi også gerne blive stærkere på data og analyse-delen og kommer derfor også til at være i markedet efter en analytiker, der kan supplere vores stærke sportslige setup på den front, siger Søren Pedersen.

Den nye cheftræner Rasmus Bertelsen glæder sig til at få indlemmet Michael Ravn i trænerteamet.

- Jeg er virkelig glad for, at Michael er blevet en del af trænerteamet allerede nu. Han har været igennem samme uddannelse i Randers FC som mig, og vi kender hinanden virkelig godt, så jeg glæder mig til at få et tættere samarbejde med ham nu. Vi har i længere tid gerne villet udvide trænerteamet med flere hænder og øjne, så derfor giver det rigtig gode mening at fremrykke planerne med Michael og udnytte den naturlige overgang, der er lige nu. Vi vil gerne optimere på flere sportslige parametre, og med Michael får vi nogle markante spidskompetencer ind i forhold til individuel træning. Vi vil gerne have skubbet spillerne endnu mere individuelt såvel teknisk som taktisk, og det bliver en vigtig opgave for Michael, som selvfølgelig også bliver en vigtig sparringspartner i det daglige arbejde.

Fakta:

Michael Ravn 30 år U17-cheftræner for Randers Freja FC Har haft forskellige trænerroller for hhv. U13, U14, U15 og er i gang med sin femte sæson som U17-træner i Randers Freja FC. Tidligere klubber: Holstebro Boldklub (Talentafdelingen)