Fra helvede og næsten til himmel: Flot Randers FC-comeback sikrede et point i Viborg

Kristian Fredslund — 05.03.2023 16:24

Med en forrygende anden halvleg fik Randers FC vendt 2-0 til 2-2 i Viborg og sikret et vigtigt point til 3F Superliga-tabellen.

Efter sidste rundes hjemmesejr over Lyngby var det et optimistisk og selvtillidsfuldt Randers FC-hold, der gik på banen i Viborg søndag eftermiddag.

Cheftræner Thomas Thomasberg havde valgt at ændre opstilling og spillede blandt andet med tre centrale midtbanespillere i form af Lasse Berg Johnsen, Mads Enggård og Mikkel M. Pedersen, mens Filip Bundgaard og Tobias Klysner skulle assistere anfører Marvin Egho i front.

Det startede udmærket med et aggressivt Randers FC-hold, men allerede fem minutter fik Viborg FF en stor chance ved bagerste stolpe, men af uransagelige årsager gik bolden ikke i mål. Det gjorde den til gengæld et par minutter senere, da Clint Leemans trak ind i banen og fyrede kanonen af. Bolden strejfede Patrik Carlgrens arm og endte i netmaskerne til en 1-0-føring til det grønblusede hjemmehold.

Den føring blev fordoblet blot fire minutter senere, da Elias Achouri afsluttede et Viborg-angreb med at sætte fodsålen på bolden og i mål til 2-0. Sikke en mavepuster for Randers FC-holdet, der virkede passive og ikke kunne få tingene til at hænge sammen.

”Vilje til sejr!” lød tilråbene fra udeafsnittet, da spillerne gik til pause, og det fik de 583 Randers FC-tilhængere at se fra første fløjt i anden halvleg. Thomas Thomasberg gik tilbage i den vante 4-4-2 og skiftede Björn Kopplin, Jakob Ankersen og Simen Bolkan Nordli ind, og det virkede som et helt forvandlet hold, der var på banen.

Første forsøg tilfaldt Simen Bolkan Nordli, der dog headede forbi mål, og selvsamme Nordli fik ikke også en stor skudmulighed, som dog løb ud i sandet. Filip Bundgaard fik i det 51. minut en stor hovedstødschance, som han dog headede over mål. Der var kommet en helt anden tro på tingene, hvilket også kunne ses, da Filip Bundgaard fik tilkæmpet sig et hjørnespark og viftede med armene for at få Randers FC-fansene i udebaneafsnittet til at give lyd fra sig.

I sidste runde kom Jakob Ankersen ind og lavede en assist til Filip Bundgaards matchwinner-mål mod Lyngby. I Viborg fik han også en hovedrolle. For efter 64. minutters spil var han på pletten, da et Mikkel Kallesøe-indlæg blev forlænget videre ind i feltet af en Viborg-forsvarer. Ankersen opfattede lynhurtigt situationen og reducerede med hovedet til 2-1.

Og blot syv minutter senere lagde Ankersens kattepote en blød bold, der endte i Carl Johanssons hårde pandebrask og derfra lige så stille spadserede modsat og over til fjerneste opstander i og mål. Sikke et comeback af Randers FC, der var gået fra helvedet og nærmest til himlen!

Det var tæt på at blive til en fuldbyrdelse af et helt vanvittigt comeback, da Daniel Høegh fik sendt en svær afslutning afsted i det lille felt efter en dødbold. Desværre endte bolden lige i favnen på Viborg-målmand Lucas Lund.

Til slut havde Viborg også muligheden for at nappe alle tre point, da Sofus Berger helt fri i feltet fik muligheden. Heldigvis sad hans afslutning lige på Patrik Carlgren, og derfor endte det altså 2-2 efter en kamp, der ændrede fuldstændig karakter i anden halvleg.

Nu gælder det så lokalbraget mod AGF mandag den 13. marts kl. 19.00 på Cepheus Park Randers. Vi håber at se en masse Randers FC-fans på stadion!

Køb billet til kampen på https://billet.randersfc.dk

Startopstilling (med ændringer undervejs):
Patrik Carlgren – Mikkel Kallesøe, Carl Johansson, Daniel Høegh, Adam Andersson (46. Björn Kopplin) – Mads Enggård (46. Simen Bolkan Nordli), Lasse Berg Johnsen, Mikkel M. Pedersen, Tobias Klysner (46. Jakob Ankersen) - Marvin Egho, Filip Bundgaard (70. Stephen Odey)

Gule kort: Daniel Høegh, Randers FC og Elias Achouri, Viborg FF

Tilskuertal: 5923 (583 i udebaneafsnittet)

Kampens Randers FC-spiller (valgt af fansene via Randers FC-app’en): Jakob Ankersen