Retfærdig nulløsning på tung bane i forårspremieren

Kristian Fredslund — 19.02.2023 18:49

Der var ikke mange store chancer i forårspremieren mellem OB og Randers FC. Kampen endte da også 0-0 efter en jævnbyrdig affære på et tungt underlag.

Det danske forår er så småt ved at indfinde sig, og solen skinnede da også over Nature Energy Park i Odense søndag eftermiddag, da hjemmeholdet fra OB fik besøg af vores kronjyske drenge fra Randers FC.

Vinteren har dog ikke været fantastisk for mange af banerne i 3F Superligaen (vores egen inklusive), og det kunne da også tydeligt mærkes og ses i kampen, der bar præg af mange dueller og ikke så meget flot fremadrettet spil. 

Den tunge bane gjorde det svært for de offensive spillere i forhold til at udfolde sig, mens det til gengæld var guf for duel-elskende forsvarsspillere. 

En sådan en har Randers FC fået i nytilkomne Carl Johansson, der fra først fløjt fik markeret sig som en forudseende og nærkampsstærk forsvarsspiller. En flot debut af svenskeren, der er lejet i IFK Göteborg. Den anden debutant Simen Bolkan Nordli fik også vist eksempler på sin kunnen undervejs, men han led også under baneforholdene, der ikke gjorde det nemmere for en teknisk og udfordrende type som ham.

De helt store målchancer var der ikke mange af, og den ene som OB havde i anden halvleg tog Patrik Carlgren sig flot af. Et flot comeback af Randers FC's sidste skanse, der var i aktion for første gang i en betydende kamp siden det grimme uheld i Horsens.

0-0 var et helt retfærdigt resultat på en forårspremiere, der ikke går over i historien. Men der kom et point mere i Top 6-jagten og på søndag kl. 14.00 gælder det om at få årets første sejr i 3F Superligaen, når Lyngby gæster Cepheus Park Randers. 

Billetter til den kamp kan købes på https://billet.randersfc.dk

(Husk at der er fastelavnsfest i fanzonen fra kl. 12.00!)

Thomasberg efter kampen

- Det blev meget intenst, og kampen var præget af hård fight. Det var en tung og svær bane, som var løs i underlaget, og det gav forsvarsspillerne en del bedre arbejdsbetingelser end de offensive spillere. De havde svært ved at sætte spillet sammen, og vi fik ikke fremskaffet de chancer, der var nødvendige for at komme på måltavlen. Uafgjort var et meget retfærdigt resultat. - Vores mindset var at få en sejr, og vi prøvede også at angribe kampen. Det lykkedes desværre bare ikke at få skabt det hele store fremme i banen. Jeg er dog mest skuffet over, at vi ikke fik mere ud af dødboldene. Her havde vi på papiret en fordel, men der var alt for dårlig kvalitet i udførelsen af de muligheder. - Nu gælder det om at gøre klar til næste kamp om en uge. Her skal vi have tre point på kontoen hjemme foran vores egne fans. Vi glæder os til at spille på hjemmebane igen og forhåbentlig kommer der mange og støtter op om holdet. Vi skal i hvert fald gøre vores bedste for at give dem en god oplevelse og forhåbentlig tre point.