Bundgaard matchvinder i intenst opgør mod Lyngby

Anders Emil Hjorth — 26.02.2023 21:49

Søndag var det endelig blevet tid til Superliga-fodbold på Cepheus Park Randers. Dagens modstander var 3F Superligaens bundprop fra Lyngby Boldklub, og det skulle vise sig at blive en intens affære med mange dueller og masser af fight som blev afgjort til sidst af Filip Bundgaard

Kampens indledning bar præg af en masse dueller og høje bolde frem og tilbage, hvor ingen af de to mandskaber helt kunne få overtaget på kampen. Langsomt men sikkert var det dog hjemmeholdet som fik overtaget i kampen og som kom frem til de første og største chancer. Det blev bl.a. til to gode muligheder til hhv. Alhaji Kamara og Marvin Egho, men begge chancer blev forspildt.

Som halvlegen skred frem satte Randers FC-holdet sig mere og mere på kampen, og det var kun sjældent, at man så modstanderne fra Lyngby over egen banehalvdel. På trods af det store spilovertag var det dog mere sporadisk med de helt store chancer til hjemmeholdet. Det blev dog til flere gode muligheder for Randers FC-spillerne, hvor bl.a. Simen Bolkan Nordli fik sendt en god afslutning afsted efter et par gode driblinger ind i feltet, men han måtte desværre se sin afslutning reddet af Lyngby-keeperen.

Med små ti minutter igen af 1. halvleg var Randers FC igen tæt på en scoring i to omgange. Først var Alhaji Kamara igen tæt på en scoring, da han kommer godt frem til en afslutning inde i feltet, men hans skud gik over Lyngby-målet. To minutter senere var det Mikkel Kallesøe der fik en friløber efter en god bold i dybden fra Klysner, men hans afslutning gik tæt forbi stolpen.

Randers FC-mandskabet pressede på for en scoring i halvlegens slutning, men dog uden held. Dermed måtte de to hold gå til pause uden scoring.

2. halvleg startede ud med samme kampbillede som i 1. halvleg. Hjemmeholdet sad på spillet og pressede gæsterne langt tilbage på banen, men den sidste skarphed manglede, når Randers FC-spillerne kom tæt på gæsternes mål.

Som halvlegen skred frem fortsatte kampbilledet med Randers FC i kontrol og med et udehold, der sjældent kom i nærheden af hjemmeholdets mål. Og når gæsterne kom tæt på Randers FC-målet blev de afvist godt af Carl Johansson og Daniel Høegh.

Med 20 minutter igen blev der givet 3F Superliga-debut til den 18-årige Mustapha Ubandoma. Han kom på banen sammen med Filip Bundgaard i stedet for Tobias Klysner og Marvin Egho.

Debutanten viste gode takter i både det offensive og defensive arbejde og var med til at sætte ekstra pres på Lyngbys defensiv.

Med cirka 15 minutter igen kom gæsterne fra Lyngby lidt mere med i kampen, og de lagde i perioder et mindre pres på Randers FC-defensiven, som dog afviste det meste. Det blev dog til en enkelt stor chance til gæsterne i det 81. minut, hvor de kombinerer sig fri inde i feltet, men heldigvis går gæsternes afslutning over mål.

Kampens slutning blev mere og mere rodet med mange høje bolde, og hvad der bedst kunne karakteriseres som indianerfodbold. I det 90. minut kom forløsningen dog endelig! Efter gode kombinationer i højre side kom Peter Ankersen fri inde i højre side af feltet, hvor han spiller bolden på tværs til en fri Filip Bundgaard som resolut tordner bolden op i nettaget. En fuld fortjent scoring til hjemmeholdet som sad på det meste af kampen. Efter scoringen pressede gæsterne på for en udligning, men Randers FC-defensiven afviste modstandernes forsøg godt og dermed kunne Randers FC-spillerne gå fra banen med tre point i bagagen.

Kampfakta: 
Randers FC - Lyngby Boldklub 1-0 (0-0)
1-0 Filip Bundgaard (90. minut)

Startopstilling med ændringer undervejs:
Patrik Carlgren - Mikkel Kallesøe, Daniel Høegh (75. Hugo Andersson), Carl Johansson, Adam Andersson - Tobias Klysner (71. Mustapha Ubandoma), Lasse Berg Johnsen, Mads Enggård (85. Mikkel M. Pedersen), Simen Bolkan Nordli (85. Jakob Ankersen) - Marvin Egho (71. Filip Bundgaard), Alhaji Kamara.

Gule kort:
Marcel Rømer, Saevar Atli Magnússon, Marvin Egho, Rezan Corlu.

Tilskuere: 4673