Bolden ruller igen på søndag!

Nicolaj Andersen — 15.02.2023 09:00

Randers FC tager på søndag til Odense i 3F Superligaens første spillerunde i forårssæsonen.

Den længste vinterpause i 3F Superligaens historie står nu til at ende i den kommende weekend. Randers FC drager mod det fynske,  for at tage kampen op mod de stribede fra Odense. De to traditionsrige klubber møder hinanden på Nature Energy Park i Odense kl. 14.00 på søndag.

 

Odense har de sidste mange år været et svært sted at spille for Randers FC. Kun en enkelt sejr er det blevet til de sidste ti kampe i Odense. Der er dog håb forude, da vi i den seneste udekamp i Odense tog en sejr mod fynboerne, da vi slog OB med 2-1 i pokalturneringen tilbage i oktober 2021. 

 

Ser vi tilbage på klubbernes sidste møde i superligaen måtte vi nøjes med et 2-2-resultat på Cepheus Park Randers. Efter en sløj start på kampen og bagud 0-2 ved pause, satte vi for alvor tempoet op. Anden halvleg sprudlede med offensiv fodbold og vi spillede fynboerne ned i knæ i 45 minutter. Med to scoringer af Marvin Egho og Filip Bundgaard fik vi omdannet de rekordmange 24 målforsøg til en uafgjort på 2-2.

 

Vi kan med en sejr over OB lægge os godt til i ræset om top 6, hvor vi i grundspillets sidste fem kampe møder Lyngby og AGF på Cepheus Park Randers. 

 

Vil du ind og se disse kampe samt de resterende kampe i slutspillet kan du for kun 79 kroner om måneden se alle Randers FCs hjemmebanekampe resten af sæsonen.

 

Køb dit sæsonkort eller billet til kampene her: https://billet.randersfc.dk