Randers FC skriver kontrakt med William Kaastrup

Kristian Fredslund — 21.01.2023 15:59

Det 18-årige backtalent William Kaastrup skifter til sommer fra F.C. København til Randers FC.

For at styrke bredden og fremtidssikre sig på venstre back-positionen har Randers FC skrevet kontrakt med det 18-årige backtalent William Kaastrup, der til sommer kommer til det kronjyske fra F.C. Københavns U19-ligahold.

- Vi har været på udkig efter et backtalent, der her og nu kan supplere vores andre backs og samtidig være en fremtidens mand i Randers FC. Det har vi fundet i William, som vi har fulgt igennem længere tid, og som vi glæder os til at få til Randers FC. Han er god med bolden og er en moderne back med offensive kvaliteter. Han læser spillet godt og har været anfører på F.C. Københavns U19-hold, så det er også en ledertype, vi får ind. Nu skal han ind og have noget seniorerfaring og udløse det potentiale, han har. Det tror vi på, han kan hos os, siger sportsdirektør Søren Pedersen om spilleren, der i sidste uge var i aktion for F.C. Københavns førstehold i en træningskamp mod Leverkusen, hvor han spillede en halv time.

Kontrakten gælder for nuværende fra sommeren 2023 og til sommeren 2026, men Søren Pedersen vil forsøge at få spilleren til Randers allerede i dette transfervindue.

- Vi vil naturligvis se, om vi kan få William til Randers allerede nu, så han lærer klubben og sine nye holdkammerater godt at kende med det samme og får foråret med til at falde til i de nye omgivelser, siger Søren Pedersen.

Selv glæder William Kaastrup sig til den nye udfordring.

- Randers FC har fulgt mig igennem længere tid og har været grundige i deres forarbejde, så det føles godt at have lavet en aftale med en klub, der ser et stort potentiale i mig. Nu gælder det for mig om at lære omgivelserne at kende og så ellers vise mig frem og byde mig til. Det bliver spændende at få nogle nye øjne på mig og skulle bevise mig på seniorniveau. Jeg har kun hørt godt om Randers FC, og min gode fornemmelse er blevet bekræftet efter vores snakke og mit besøg i Randers, hvor jeg fik set de gode faciliteter, der er i klubben. Jeg glæder mig helt vildt til at komme et nyt sted hen og stå på egne ben og til at trække i lyseblåt på det flotte stadion, så snart det er muligt, siger William Kaastrup.

Når William Kaastrup kommer til Randers er det ikke lutter nye ansigter, han kommer til at møde. Han har nemlig så sent som i efteråret spillet sammen med Mads Enggård og Filip Bundgaard på U19-landsholdet. I alt har han spillet 6 ungdomslandskampe for Danmark.

Fakta:

William Kaastrup Position: Venstre back Født den 21. marts 2004 Tidligere klubber: Boldklubben Søllerød-Vedbæk, F.C. København Ungdomslandskampe: 6 (2 U19 og 4 U18)