Assentoftskolen med Randers FC-bussen i Bilka
Martin Albrechtsen — 14.01.2023 14:24
Der var virkelig god stemning, da Assentoftskolens 6.-klasseelever kørte med Randers FC-bussen til Bilka Randers i efteråret som en del af CSR-projektet "Målet er Sundhed"
Eleverne var i Bilka for at arbejde med varedeklarationer og mærkninger som led i undervisningsprojektet, der tilbyder et ernæringsfornuftigt og aktivt liv for kommunens 6. klasser.
Det er Bilka Randers, der har indstillet ”Målet er Sundhed” til at få del i donationerne fra Salling Fondene, som er med til at finansiere projektet.
Det glæder varehuschef i Bilka Randers, Jan Møller, rigtig meget at kunne være med til at gøre noget godt for byen og byens børn, og han er rigtig glad for at se, hvordan projektet forløber.
- Vi kan godt lide at deltage i projekter, der har med unge mennesker, motion og trivsel at gøre. Vi tror på, hvis man får noget god motion, så får man også et glad sind, fortæller Jan Møller, varehuschef i Bilka Randers.
Projektet forsøger at blive klogere på, hvordan man forebygger en tendens af stigende personer med højt BMI i den vestlige verden.
Projektet udføres med støtte fra og i samarbejde med European Football for Development Network, Erasmus+, Salling Fondene og Randers Kommune.