Randers FC forlænger med talentfuld U17-cheftræner

Martin Albrechtsen — 07.12.2022 13:44

Randers FC forlænger samarbejdet med U17-cheftræner Michael Ravn, som på sigt også får en rolle i Superligatruppen

Randers FC forlænger samarbejdet med klubbens talentfulde U17-cheftræner, Michael Ravn, i yderligere to år, så aftalen nu gælder til sommeren 2025, hvilket glæder sportsdirektør Søren Pedersen.

- Michael er en rigtig dygtig og passioneret træner. Han går meget op i klubbens værdier og er dygtig til at få dem implementeret i vores unge spillere. Han er en meget detaljeorienteret træner, som ikke alene er god til de unge, men også til Superligaspillerne, fortæller Søren Pedersen.

Allerede nu er 29-årige Michael Ravn inde over den individuelle træning i Superligatruppen, og i fremtiden får han en endnu større rolle hos Randers FC's Superligamandskab.

- Planen er, at han i løbet af denne to-årige periode skal endnu mere med i Superligatræningen. Det er helt sikkert en træner, vi tror meget på, og en træner som også får en rolle i Superligatruppen på sigt. Vi tror på, at Michael går en stor trænerkarriere i møde, og vi er glade for, at det er Randers FC der kan være med til at forme ham og få glæde af hans store kompetencer, udtaler Søren Pedersen

Hovedpersonen selv er da også glad og stolt over at kunne forlænge samarbejdet med Randers FC, hvor han til sommer har været tilknyttet i 10 år.

- Jeg er meget taknemmelig for at have været i en klub som Randers FC så længe. Det har været med til at skabe nogle rigtig stærke relationer over en lang periode med spillere, familier, ledere og kollegaer. Nogle relationer som jeg værdsætter rigtig meget. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med Randers FC, siger Michael Ravn.

I sin trænerkarriere i Randers har Michael Ravn været med til at forme og udvikle flere af de unge spillere, som i dag begår sig i Superligatruppen. Det glæder sportsdirektør Søren Pedersen, at Randers FC er i stand til at kunne rekruttere en så dygtig træner internt.

- Det er vigtigt for os i forhold til klubbens værdier, at vi kan rekruttere dygtige trænere internt. Vi sætter enormt stor pris på Michaels arbejde i klubben, og vi glæder os til at se ham videreføre det til Superligaholdet også. Allerede nu har han sat et stort aftryk på mange af de spillere, som er i Superligatruppen, udtaler Søren Pedersen.

For Michael Ravn, der er uddannet lærer, handler det om at inspirere og hjælpe spillerne med at realisere deres mål i fodboldverdenen. 

- Min drivkraft og ambition har altid været at være en del af et miljø, hvor vi kan hjælpe og inspirere spillerne så meget som muligt. Og at følge deres udvikling på og udenfor banen er ammunition til min energi. Jeg elsker at arbejde med mennesker, som har en sund dedikation til at udvikle sig i fodboldverdenen og hjælpe til med at opnå forskellige individuelle og kollektive mål samt opnå mindeværdige oplevelser sammen, fortæller Michael Ravn.

Michael Ravn færdiggør sin UEFA Pro-Licens til sommer, som er den højeste internationale trænerlicens.

Fakta:
Michael Ravn
29 år
U17-cheftræner for Randers Freja FC
Har haft forskellige trænerroller for hhv. U13, U14, U15 og er i gang med sin 5. sæson som U17-træner i Randers Freja FC.
Tidligere klubber: Holstebro Boldklub (Talentafdelingen)

Fra den nuværende Superligatrup har Michael Ravn været med til at uddanne: Simon Graves, Tobias Klysner, Filip Bundgaard, Mads Enggård og Oliver Bjerrum Jensen. Af andre spillere kan nævnes Oliver Bundgaard og Christian Østergaard, som begge er blevet solgt.