Nulløsning i efterårets sidste 3F Superligakamp

Mikkel Ringgaard Jensen — 13.11.2022 22:21

Randers FC gik på vinterpause med point og clean sheet. Holdet spillede en disciplineret kamp, men manglede skarpheden til sidst.

Den 15. juli åbnede Randers FC 3F Superligasæsonen med en kamp mod FC Midtjylland på MCH Arena. Søndag aften var det så tid til efterårssæsonen sidste opgør, og her spillede de to hold igen mod hinanden - denne gang på Cepheus Park Randers. Thomas Thomasberg havde foretaget et formationsskifte, og spillede fra kampens start med tre mand i bagkæden. Ellers var der genvalg til både Filip Bundgaard og Tobias Klysner, efter gode præstationer i pokalkampen med Silkeborg onsdag aften.

Chancefattig åbning

De første 30 minutter af kampen foregik uden de store oplagte scoringsmuligheder. FC Midtjylland havde små optræk efter specielt standardsituationer, mens Randers FC med Adam Andersson og Frederik Lauenborg havde et par forsøg fra kanten af feltet. Intet af det blev farligt.

Herefter blev det lidt mere spændende med chancerne. Først forsøgte Gustav Isaksen sig fra distancen, men afslutningen blev sikkert klaret af Alexander Nybo i Randers-målet. Efterfølgende en chance i den anden ende, hvor Mikkel Kallesøe trykkede af og ramte sidenettet, inden Anders Dreyer næsten fik en friløber mod Randers FC-målet, men heldigvis blev hans sidste træk for langt.

Dermed ramte vi pausen uden scoringer. I opholdet skiftede begge trænere en enkelt mand, hvilket hos Randers FC betød at Filip Bundgaard blev erstattet af Tosin Kehinde.

Mindre chancer til de lyseblå

Frederik Lauenborg havde et langskud lige efter pausen som Jonas Lössl uden problemer klarede. Med 61 minutter på uret kom så Randers FC’s hidtil bedste mulighed. På et hjørnespark fandt Adam Andersson Marvin Egho i boksen, og østrigeren fik også bolden forbi keeperen, men en Midtjylland-spiller clearede desværre bolden på stregen.

Ingen af holdende formåede på noget tidspunkt at sætte sig på kampen. Det meste af spillet foregik på midten af banen, og det blev aldrig til de store oplagte muligheder for scoring. Efter 80 minutter var Marvin Egho løbet tør for kræfter, og ind i stedet kom Nicolai Brock-Madsen. Lige inden kampens afslutning fik Tosin Kehinde en mulighed i feltet. Nigerianeren vendte rundt i feltet og afsluttede, men lige over mål.

Slutspurt mod Midtjyllands mål

De lyseblå pressede på til sidst, og med få sekunder igen fik indskiftede Mikkel M. Pedersen en kæmpe mulighed for at sikre de tre point. Midtbanespilleren brød bolden højt oppe på gæsternes banehalvdel, spillede et-to med Nicolai Brock-Madsen og havde en hel fri mulighed med Jonas Lössl. Desværre svigtede skarpheden, og så endte kampen uden mål.

Afrunding på sæsonen

Dermed kan vi sætte punktum for sæsonens første sytten kampe i 3F Superligaen. Randers FC var ubesejrede i de første ti kampe, og var undervejs placeret på førstepladsen i tabellen. Med det uafgjorte resultat i dagens opgør overvintre holdet på en sjetteplads i rækken. Der resterer fem kampe inden rækken deles op i mesterskabsspil og nedrykningsspil, og den første opgave for holdet er en udekamp mod OB i midten af februar måned.

Startopstilling med ændringer undervejs:

Alexander Nybo - Hugo Andersson, Simon Graves, Daniel Høegh - Adam Andersson, Lasse Berg Johnsen, Frederik Lauenborg (Mikkel M. Pedersen, 86.), Mikkel Kallesøe (Björn Kopplin, 86.) - Tobias Klysner (Jakob Ankersen, 73.), Marvin Egho (Nicolai Brock-Madsen, 80.), Filip Bundgaard (Tosin Kehinde, 46.)

Tilskuertal:

3631

Kampens spiller (valgt af fansene via Randers FC-app'en):

Tobias Klysner

Dagens kampsponsor:

Systemcenter