Satans: Så gik den ikke længere for de lyseblå fra Kronjylland

Mikkel Ringgaard Jensen — 03.10.2022 20:16

Kunstgræsset i Farum, og et flot spillende FC Nordsjælland hold, endte den ubesejrede stime. Randers FC tabte for første gang i sæsonen.

Mandag aften var der lagt op til topopgør på Right to Dream Park i Farum, da 3F Superligaens nummer et var på besøg hos nummer to. Randers FC har historisk set haft det meget svært i Farum, og på kunstgræs generelt, så der ventede en virkelig svær opgave for kronjyderne.

Cheftræner Thomas Thomasberg havde til kampen skiftet to mand. Simon Graves og Stephen Odey erstattede Hugo Andersson og Filip Bundgaard i startelleveren. Under opvarmningen måtte også Adam Andersson melde fra – Mikkel M. Pedersen spillede i stedet på venstre back.

Skrækstart for hestene

Kampen kunne næppe starte dårligere for Randers FC. Hjemmeholdet spillede som det første i kampen en lang bold mod deres fremadstormende højre back. Han kom igennem til en afslutning, som Patrik Carlgren reddede, men på riposten sparkede Ernest Nuamah bolden i mål. 13 sekunder spillet og 1-0 til holdet fra Farum.

De røde fra Nordsjælland kom blæsende ud til kampen, og da der blot var spillet otte minutter var den gal igen. Andreas Schjelderup fik en en-mod-en situation i Randers FC’s højre forsvarsside, hvor han tog et kort træk op i banen og placerede bolden i det lange hjørne. Carlgren spjættede forgæves og så var føringen fordoblet.

Det gik stærkt på kunstgræsset. De unge FC Nordsjælland-spillere pressede virkelig Randers FC-holdet i alle faser af spillet. Flere hurtige omstillinger var ved at blive farlige.

De lyseblå fik bedre fat i kampen efter de første tyve minutter, og de fik også mere tid på bolden som halvlegen skred frem. Randers FC havde et par små tilbud, blandt andet på hovedstød fra Simon Graves, og et langskud fra Lasse Berg Johnsen. Patrik Carlgren måtte redde sit hold fem minutter inden pausen på en kvalificeret afslutning fra Oliver Villadsen, men der blev ikke scoret yderligere i første halvleg, 2-0 ved pausen.

Dobbelt udskiftning i pausen

Randers’ trænerteam reagerede efter pausen, og skiftede både Edgar Babayan og Filip Bundgaard ind. Holdet kom også meget bedre ud til anden halvleg. Kronjyderne var mere aggressive, og de havde mere intensitet i spillet. Patrik Carlgren måtte dog igen hive en stor redning op af hatten på en friløber fra Ernest Nuamah efter 56 minutter. Filip Bundgaard testede Andreas Hansen i Nordsjælland målet, mens Andreas Schjelderup fortsatte med at skabe problemer for Randers FC-defensiven. Med 70 minutter på klokken appellerede Jakob Ankersen kraftigt for et straffespark, men Jørgen Daugbjerg rystede på hovedet og dommeren gav i stedet den rutinerede kantspiller en advarsel for film.

Desværre gik det kort tid efter stærkt i den anden ende. En meget velspillende Andreas Schjelderup satte bolden over i det lange hjørne, og nordmanden udbyggede derved føringen.

Indskiftere sørgede for reducering

Det var en svær aften på kunstgræsset, men til sidst fik de lyseblå dog pyntet på resultatet. Indskiftede Tobias Klysner arbejdede flot på højresiden, og han fandt på kanten af feltet ligeledes indskiftede Edgar Babayan. Kantspilleren hamrede til kuglen, og den strøg smukt ind bag FC Nordsjælland keeperen. Der var spillet 88 minutter og kronjyderne forsøgte til sidst at få lagt et tryk, men det gav ikke pote. Kampen endte 3-1 til holdet fra Farum, der nu er at finde på 3F Superligaens førsteplads efter første halvdel af grundspillet. Randers FC er efter elleve runder placeret på en flot andenplads, inden turneringen bliver vendt.

Kom på stadion og støt holdet på søndag

De lyseblå spillere har allerede mulighed for revanche på søndag, når de blå-gule fra Vestegnen kommer på besøg. Opgøret mod Brøndby IF bliver spillet på Cepheus Park i Randers, og den har kampstart kl. 18:00. Du kan sikre dig billetter her til kampen her: https://billet.randersfc.dk

Kampfakta:

1-0: Ernest Nuamah (1. minut)
2-0: Andreas Schjelderup (8. minut)
3-0: Andreas Schjelderup (78. minut)
3-1: Edgar Babayan (88. minut)

Startopstilling med ændringer undervejs:

Patrik Carlgren – Mikkel M. Pedersen (Edgar Babayan, 45.), Daniel Høegh, Simon Graves (Hugo Andersson, 71.), Björn Kopplin – Jakob Ankersen, Frederik Lauenborg (Mads Enggård, 71.), Lasse Berg Johnsen, Tosin Kehinde (Tobias Klysner, 82.) – Stephen Odey (Filip Bundgaard, 45.), Marvin Egho