Revanchen udeblev: Randers FC blev dukket af FC Nordsjælland

Mikkel Ringgaard Jensen — 23.10.2022 15:27

På trods af et rødt kort til FC Nordsjælland efter en halv time, blev det ikke til point denne eftermiddag. Nu rettes fokus mod kampen på lørdag mod de danske mestre.

På en flot oktoberdag mødte 3F Superligaens nummer to fra Randers FC, rækkens tophold fra FC Nordsjælland. Kampen blev spillet på Cepheus Park i Randers, og der var inden opgøret lagt op til revanche efter 3-1 nederlaget på Right to Dream Park i 11. spillerunde. Thomas Thomasbergs tropper havde torsdag været i Hjørring og sikre videre avancement i Pokalturneringen. Der var  kun en enkelt ændring fra kampen mod Silkeborg, da Mikkel M. Pedersen var blevet erstattet af Marvin Egho.

Tidligt mål - igen

I Farum var Randers FC allerede bagud efter 13 sekunders spil, og denne eftermiddag var ikke meget bedre. FC Nordsjælland sværmede fra start omkring Randers’ felt, og efter knap 100 sekunder lå bolden i målet bag Patrik Carlgren. Skidt start for kronjyderne, der nu igen måtte ud og jagte et resultat

Første chance til Randers FC faldt efter et kvarters spil. Edgar Babayan modtog bolden fra Stephen Odey, der i pokalkampen fik gang i målscoringen med to mål. Kantspilleren trak ind i banen og trykkede af fra distancen, men forbi mål. Det samme gjorde sig gældende da han igen forsøgte efter knap en halv time.

Rød billet til FCN

Lige efter at uret havde rundet tredive minutter, fik Randers FC en hjælpende hånd i bestræbelserne på at komme tilbage i kampen. Stephen Odey kom igennem og havde frit løb mod mål, men Nordsjællands midterforsvar, Adamo Nagalo, trak i nødbremsen og nedlagde nigerianeren. Rødt kort til holdet fra Farum med over en time tilbage af opgøret.

Odey sparkede selv frisparket fra kanten af feltet. Bolden blev rettet af i muren og prellede af på stolpen, mens Marvin Egho på det efterfølgende hjørnespark headede snært over mål. I resten af halvlegen fik de lyseblå bedre fat om spillet. Et par små chancer skabte tro på at man kunne komme tilbage efter pausen.

Efter opholdet kom Tosin Kehinde på banen. Den lille nigerianer havde været skadet, men var nu tilbage i truppen.

Misbrugte Randers FC-chancer

Første chance efter pausen tilfaldt Mikkel Kallesøe. Den fremadstormende back kom først på et indlæg fra Edgar Babayan, men lige forbi stolpen. Babayan selv havde en stor mulighed for at udligne kort efter. Kantspilleren modtog bolden i feltet, og afsluttede fra kanten af det lille felt – forbi mål. Odey Havde også et tilbud lige efter, men også han måtte konstatere at bolden blev ude af nettet – tidligere Randers FC-anfører Erik Marxen reddede på stregen.

Efter en time skiftede Mikkel Kallesøe med Adam Andersson. Svenskeren sparkede umildbart efter et hjørnespark, som blev clearet ud til Edgar Babayan på kanten af feltet. Han trykker til bolden, men desværre var overliggeren i vejen for en scoring. Babayan og Stephen Odey forlod derefter banen til fordel for Filip Bundgaard og Alhaji Kamara.

Lige ved og næsten

Gæsterne var kun farlige i glimt på omstillinger, og holdet fra Farum brugte alle tricks i bogen for at får sekunderne til at løbe. Efter en god periode med fine muligheder til hjemmeholdet, blev det ikke for alvor farligt. Filip Bundgaard fik en god mulighed, men ramte træværket – for tredje gang i kampen. Til sidst kom også Hugo Andersson på banen, men selvom holdet forsøgte at pumpe bolde ind i feltet, så kom de ikke nærmere en scoring. Til gengæld skabte det plads bagtil, og kort inde i tillægstiden fik udeholdet muligheden for at lukke kampen definitivt. Indskiftede Benjamin Nygren passerede sin landsmand Patrik Carlgren og fordoblede derved føringen. Mere blev det ikke til denne eftermiddag, hvorfor Randers FC igen måtte se sig slået af FC Nordsjælland.

Næste weekend rejser vi os sammen

Randers FC skal op på hesten igen, og det skal allerede ske i næste weekend mod FC København. De danske mestre kommer forbi på lørdag, hvor der er kampstart kl. 16:00. Drengene har brug for alt den opbakning de kan få, så køb dine billetter til kampen allerede nu: https://billet.randersfc.dk

Kampfakta:

0-1: Rocco Ascone (2. minut)
Rødt kort: Adamo Nagalo (30. Minut)
0-2: Benjamin Nygren (90+1. minut)

Startopstilling med ændringer undervejs:

Patrik Carlgren – Mikkel Kallesøe (Adam Andersson, 61.), Simon Graves, Daniel Høegh, Björn Kopplin (Hugo Andersson, 81.) – Jakob Ankersen (Tosin Kehinde, 46.), Frederik Lauenborg (Alhaji Kamara, 83.), Lasse Berg Johnsen, Edgar Babayan (Filip Bundgaard, 67.) – Stephen Odey (Alhaji Kamara, 67.), Marvin Egho

6492 tilskuere