Podcast: Randers FC’s spillestil kan vise mange ansigter

12.10.2022 11:12

Spillestilen og nye tendenser i Randers FC er sat under lup, når cheftræner, Thomas Thomasberg, og assistenttræner, Rasmus Bertelsen, først svarer på spørgsmålet: “Hvis I skal definere Randers FC’s spillestil, hvilke ord vil I så bruge?”

Hvis I skal definere Randers FC’s spillestil, hvilke ord vil I så bruge?
Spørgsmålet bliver Thomas Thomasberg og Rasmus Bertelsen stillet af Claus Mønsted fra GameChanger – dansk fodbolds vidensplatform.

Med podcastserien "Fodbold i detaljen" undersøger GameChanger taktiske tendenser, spillestile og udviklinger i fodboldspillet. I en ny episode er Randers FC sat under lup, når GameChanger tager afsæt i 3F Superliga Performance Rapport 2021/2022 og undersøger tre tendenser fra foregående sæson: Taktisk fleksibilitet, målspark og 6’erens rolle.

Det er blevet til en samtale, hvor Thomas Thomasberg løfter sløret for, at aggressivt presspil og et offensivt udtryk med action i felterne er definerende for holdets spillestil. Samtidigt betyder trupsammensætningen, at Randers FC’s spillestil har flere ansigter:

- Vi har angribere, hvor vi kan spille med boks-angribere, vi har angribere, hvor vi kan komme ud at løbe lidt mere. Vi har mellemrumsspillere og nogle, der også kan løbe lidt mere direkte ud på kanterne. Det mix vil vi gerne have, så der ikke kun er én form for spil, vi kan levere.

De forskellige typer af angrebsspillere er et eksempel på den taktiske fleksibilitet, som trænerstaben træffer beslutninger om både inden en kamp og undervejs i kampene. Truppens alsidighed er et vigtigt greb til at skifte udtryk overfor modstanderen.

Thomasberg og Bertelsen fortæller om de strategiske overvejelser ved at fravælge korte målspark i opbygningen af eget spil, positionering efter indlæg, og hvordan Randers FC højner succesraten ved indlæg. I forbindelse hermed fremhæves Randers FC’s bolderobrings-statistik, og at holdet formår at bevare sin position i top-tre i forhold til presintensitet.

Historien om Lasse Berg Johnsen
Da snakken falder på tendensen ’6’erens position’, kommer vi ikke uden om, hvordan Rasmus Bertelsen fik øje på Lasse Berg Johnsen som efterfølger til André Rømer:

- Jeg skubbede parametrene ind i de systemer, vi har […]. På de ting, vi ledte efter, blev han ved med at poppe op sammen med en masse andre, men det var næsten ligegyldigt, hvordan jeg vendte og drejede det i mine søgninger, så kom han altid frem på listerne.

Da Lasse Berg Johnsens navn var set tilpas mange gange på listerne, skulle han ses i aktion i virkeligheden. Resten af scouting-historien om Lasse Berg Johnsen kan du høre i podcasten, hvor Thomas Thomasberg og Rasmus Bertelsen også deler ud om:

  • Planlægning frem mod kamp
  • Truppens sammensætning, og hvilke muligheder forskellige spillertyper giver i konkrete kampsituationer
  • Hvorfor Randers FC er kendt for sit indlægsspil
  • Proaktiv og taktisk brug af udskiftninger
  • Hvad det kræver at bruge korte målspark aktivt – og hvorfor Randers FC har valgt en anden strategi
  • 6’erens position – og hvad er en playmaker egentlig?
  • 3F Superliga er mangfoldig på spillestile, holdene er taktisk skolet, og kampene bliver mere fysiske
  • Hvordan kampene mod Galatasaray i 2021 har lært Randers FC om den ”kyniske del af fodbolden”

Du finder podcasten på GameChanger.nu og i din foretrukne podcastapp.