Højdepunkter: Randers FC - F.C. København 0-2

Martin Albrechtsen — 29.10.2022 20:20

Se højdepunkterne fra dagens nederlag til F.C. København, hvor de danske mestre var skarpere end os foran kassen

Lørdag eftermiddag skulle Randers FC forsøge at komme tilbage på point-sporet i 3F Superligaen, da de danske mestre fra F.C. København besøgte Cepheus Park Randers, hvor over 6.000 tilskuere var på plads til dagens opgør. 

Thomas Thomasbergs tropper kæmpede bravt og kunne have været kommet foran, da Lasse Berg Johnsen fik afsluttet snært over overliggeren i 1. halvleg. Patrik Carlgren diskede desuden op med en klasseredning.

FCK kendte dog sin besøgelsestid, og Lukas Lerager og Mohamed Daramy var skarpe foran kassen.

Marvin Egho, Frederik Lauenborg samt Jakob Ankersen var tæt på at få scoret i 2. halvleg for Randers FC, men det hele sluttede med et 0-2 nederlag til kyniske FCK, som tidligere på måneden spillede uafgjort med Manchester City i Champions League.

Se alle højdepunkterne fra kampen i videoen længere nede i artiklen.

Vi må op på hesten igen på fredag i næste uge, hvor vi spiller ude mod AC Horsens. Randers FC arrangerer bustur for kun 150 kr til Horsens. Læs om vores forskellige busser her.