Filip Bundgaard forlænger til 2026
Kristian Fredslund Andersen — 17.10.2022 09:59
Randers FC og Filip Bundgaard har forlænget kontrakten, så den nu løber til sommeren 2026.
Det 18-årige stortalent Filip Bundgaard er godt i gang med sit gennembrud i Randers FC og 3F Superligaen, hvor han har scoret tre gange i de 11 kampe, han har spillet. Både mod Viborg FF og AaB på hjemmebane blev han matchvinder, da han scorede kampenes eneste mål. Kontrakten stod til at udløbe til sommer, men den unge offensivspiller har forlænget, så den nu løber til sommeren 2026.
- Jeg er virkelig glad for, at fremtiden nu er på plads, og at det er i Randers FC, jeg skal fortsætte min udvikling. Randers FC betyder virkelig meget, og det er min hjerteklub, som jeg er stolt af at spille for. Det har været vigtigt for mig, at jeg i denne sæson har fået en større og mere betydningsfuld rolle på holdet og har fået mere spilletid. Jeg har kæmpet hårdt for at nå hertil, så det er dejligt, at det begynder at give udbytte i form af kampe og mål. Vi er i gang med en utroligt spændende sæson, og jeg glæder mig til at fortsætte med at bidrage til, at vi kan få indfriet de mål og drømme, vi har i klubben, siger Filip Bundgaard.
Han fik sin debut for Randers FC i en alder af blot 16 år og 2 dage og er dermed den yngste debutant i Randers FC’s historie (og i 3F Superligaen kun slået af Jeppe Kjær i AC Horsens, der debuterede på sin 16-års fødselsdag). Stortalentet har også været i søgelyset hos andre klubber i flere år, men det er heldigvis lykkedes at holde ham i Randers.
- Det har været en meget høj prioritet at få en ny aftale med Filip på plads. Han har i denne sæson taget skridtet fra at være en ekstrem talentfuld ungdomsspiller til at bryde igennem på førsteholdet. Derfor er vi virkelig glade for, at vi har kunnet få enderne til at mødes, så han kan fortsætte sin udvikling og være med til at skabe resultater til Randers FC, siger sportsdirektør Søren Pedersen og fortsætter:
- At vi igen formår at forlænge kontrakten med en af vores dygtige spillere, det er en blåstempling af Randers FC og vores gode miljø, udtaler Søren Pedersen.
- Filip kommer kun til at blive bedre, og jeg tror heller ikke, at han er Randers FC-spiller i mange år. Det er i hvert fald ikke planen. Han er så dygtig, at han selvfølgelig også kommer til at skifte til en større adresse på et tidspunkt. Lige nu er fokus dog på Filips videre udvikling og hans præstationer for Randers FC, fortæller sportsdirektør Søren Pedersen.
Filip Bundgaard stammer fra moderklubben Hornbæk SF og rykkede til Randers Freja som U12-spiller. En af dem, der har fulgt hans udvikling fra tætteste hold, er talentchef Peter Elstrup, som er glad for, at det er lykkedes at fastholde en af klubbens egne, talentfulde spillere.
Filip Bundgaard Kristensen
Født den 3. juli 2004 (18 år) 46 kampe / 6 mål for Randers FC Stammer fra Randers FC’s moderklub Hornbæk SF og har også spillet i Randers Freja. 21 U-landskampe / 3 mål Personlig sponsor: Uni-Technology