Til veteranerne: Randers FC inviterer til Superliga-kampen mod Brøndby

08.09.2022 08:30

Randers FC inviterer for sjette år i træk veteraner og deres familier til gratis fodbold - denne gang til hjemmekampen søndag den 9. oktober mod Brøndby.

Siden 2017 har Randers FC inviteret veteraner med pårørende til en årlig 3F Superligakamp på Cepheus Park Randers for således at hylde de danske soldaterveteraner. I 2021 blev kampen afviklet i et tæt samarbejde med DIF Soldaterprojekt og Veteranindsatsen Randers med knap 100 deltagere – og den succes vil Randers FC gentage i år.

Med afsæt i Flagdagen den 5. september går toppen af dansk fodbold, ishockey og håndbold sammen om at styrke indsatsen for Danmarks veteraner. Konceptet kaldes Veteran Match. Bl.a. afvikles i alt afvikles 35 hyldestkampe landet over for at hylde og anerkende de mennesker, der har betalt en høj pris for at kæmpe for Danmark i verdens brændpunkter.

Randers FC er igen i år med i initiativet og inviterer tidligere udsendte med pårørende til hjemmekampen mod Brøndby IF den 9. oktober. En del af de danske veteraner er vendt hjem fra hårde missioner i krigszoner med ar på krop og sjæl, og de fortjener anerkendelse for deres indsats. Det markerer vi med flag, hyldest og en række yderligere synlige tiltag på Cepheus Park Randers.

I forbindelse med hyldestkampene vil der blive rejst penge fra salg af pins, ligesom et antal spillertrøjer senere vil blive bortauktioneret, og overskuddet går direkte til foreningsaktiviteter under Danmarks Idrætsforbunds Soldaterprojekt, der arbejder for idrætstilbud til skadede veteraner ude i foreningslivet.

- Randers FC har i mange år arbejdet med veteranområdet i kraft af vores engagement i Veteranindsatsen Randers, så det at være en del af Veteranmatch er en helt naturlig ting for os. Vi har med egne øjne set, hvordan en udsendelse kan påvirke både den udsendte selv, men også dennes familie, venner og øvrige pårørende. Så når vi kan hylde og vise respekt for deres indsats, så gør vi det, siger Eline Skov, projektchef, Randers FC Jobakademi.

- Anerkendelsen af Danmarks veteraner er en helt afgørende del af vores Veteran Match-koncept. Veteranerne har kæmpet for vores land i verdens brændpunkter, og desværre vender en del af dem hjem til en svær hverdag med ar på krop og sjæl. De fortjener støtte og anerkendelse, og her har professionelle sportsklubber noget helt særligt at byde ind med. I DIF er vi taknemmelige for, at så mange klubber i år er med til at hylde veteranerne. Det bliver stort og rørende at opleve, siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match.

Mere information om tilmelding til 3F Superliga-kampen mod Brøndby IF vil blive offentliggjort ultimo uge 37. Følg med her på Randers FC’s hjemmeside.

For mere info om Veteran Match 2022 i Randers FC kan projektchef Eline Skov kontaktes på tlf. 92 15 21 98 / [email protected]

For generel info om Veteran Match 2022 kan projektleder i DIF Soldaterprojekt, Katrine Marslew Fritzen kontaktes på tlf. 61 26 14 82 / [email protected]