Stadig ubesejret: Randers FC kæmpede sig til sejren over Viborg

Anders Emil Hjorth — 21.08.2022 17:48

Det var ikke altid lige kønt, og det holdt hårdt - men det blev til 1-0-sejr over Viborg FF søndag eftermiddag på Cepheus Park Randers.

Søndag eftermiddag kl. 16.00 var det igen blevet tid til hjemmekamp på Cepheus Park Randers, og denne gang var det formstærke Viborg FF, der kom på besøg og som skulle forsøge at bryde Randers FC's ubesejrede stime i 3F Superligaen. Men endnu engang var det et flot kæmpende Randers-mandskab som kunne gå fra banen med en sejr på 1-0 efter et fremragende mål af unge Filip Bundgaard i starten af anden Halvleg.

Efter den stærke udebanesejr over sidste sæsons mestre fra F.C. København havde cheftræner Thomas Thomasberg givet genvalg til alle spillere til dagens kamp mod Viborg FF. Gæsterne fra Viborg havde torsdag aften spillet europæisk kvalifikationskamp mod West Ham, og dette skulle hjemmeholdet forsøge at udnytte til deres fordel.

Det blev dog til en noget rodet affære i første halvleg, hvor ingen af holdene rigtigt formåede at sætte sig helt på kampen, og det var en halvleg som bølgede meget frem og tilbage med chancer i begge ender af banen, dog uden at nogle af holdene fik scoret.

Kampens indledning blev spillet med høj intensitet fra begge hold, som begge ville fremad banen og trykkede på for at få et tidligt føringsmål. Hjemmeholdet fra Randers FC fik efter omkring 10 minutters spil lidt mere tag i kampen, hvor man forsøgte at presse gæsterne højt ved deres målspark og vinde bolden højt på banen. Hjemmeholdet fik også sat flere gode kombinationer sammen, der førte til nogle mindre muligheder til bl.a. unge Filip Bundgaard, som efter godt spil i højre side fik sendt en god afslutning afsted, som dog desværre ikke gik i mål – men den unge offensivspiller skulle tage revanche senere i kampen.

Efter kampens første 15-20 minutter, hvor hjemmeholdet havde fået godt fat i kampen begyndte gæsterne fra Viborg at komme bedre med igen med etableret spil og optræk til et par store chancer. Det blev dog aldrig rigtig farligt fra gæsterne i denne periode. Randers-defensiven stod godt, og i samarbejde med en velspillende Patrick Carlgren afviste man gæsternes forsøg. Som halvlegen skred frem blev det i højere og højere grad gæsterne fra Viborg som satte sig på spillet, og efter 30 minutters spil måtte Patrick Carlgren hive en fremragende refleks-redning frem på en stor hovedstødsmulighed efter et hjørnespark til gæsterne.

Randers-mandskabet kom herefter lidt bedre med igen, men uden at blive særligt farlige og det var gæsterne, der kom tættest på en scoring kort inden pausen, hvor der opstod en stor mulighed tæt under mål. Viborg-spilleren fik dog heldigvis et dårligt træf på bolden, og Patrick Carlgren kunne sikkert tage sig af afslutningen.

En meget rodet første halvleg endte dermed uden scoringer til nogle af holdene, men med chancer i begge ender. Det var dog gæsterne fra Viborg, som kom frem til de største muligheder.

Til anden halvleg havde cheftræner Thomas Thomasberg vurderet, at en formationsændring var nødvendig for at Randers FC kunne få bedre fat i kampen. Det resulterede i, at Mikkel ”MP” Pedersen blev skiftet ind i stedet for Jakob Ankersen og ”MP” lagde sig ind på midten for at give mere stabilitet på midtbanen samt forbedre presspillet.

Denne taktiske beslutning skulle vise sig at give pote kort tid inde i 2. halvleg.  Få minutter inde i 2. halvleg fik Randers FC efter et godt genpres erobret bolden på Viborgs banehalvdel hvorefter Filip Bundgaard tog sagen i egen hånd og drev bolden frem mod Viborgs mål og efter et par gode driblinger sendte bolden i mål uden nogen chance for Lucas Lund i Viborg-målet. En decideret fremragende afslutning af den unge offensivspiller, som også blev kåret til kampens Randers FC-spiller af fansene via Randers FC-app'en.

Efter 1-0 scoringen gik gæsterne fra Viborg hårdt efter at få den udlignende scoring, og hjemmeholdet blev presset godt ned, men Randers-defensiven afviste gæsternes pres godt i flere omgange. Det var dog ikke uden store muligheder til gæsterne, som bl.a. måtte se et forsøg ramme overliggeren efter 55 minutters spil. Det store pres fra gæsterne resulterede i et hjemmehold, der overlod initiativet til Viborg FF og i stedet lurede på omstillinger.

Med 20 minutter igen kom bl.a. Stephen Odey på banen og angriberen havde et par rigtig gode afslutninger efter nogle gode omstillinger, men han måtte desværre se sine afslutninger reddet af Lucas Lund i Viborg-målet. Disse omstillingschancer var med til at give Randers-defensiven lidt luft og herefter kunne hjemmeholdet komme længere frem på banen, dog uden at blive spildominerende.

I kampens afslutning blev det tydeligt, at hjemmeholdet ville køre 1-0 sejren hjem, og de stillede sig godt ned i defensiven og overlod initiativet til gæsterne fra Viborg FF. Særligt i kampens sidste fem minutter samt i overtiden blev presset stort på Randers-målet, men hjemmeholdets defensiv stod godt og afviste gæsternes pres. Særligt Hugo Andersson og Simon Graves i midterforsvaret kom i vejen for meget og fik afvist mange farlige bolde i feltet. 

I det 89. minut var det dog igen vores fremragende målmand Patrick Carlgren, som måtte afvise gæsterne. Efter et hjørnespark måtte Randers-keeperen hive endnu en pragtredning ud af ærmet, da han med venstre arm hentede et hovedstød i venstre hjørne. Den svenske keeper spillede endnu engang en rigtig stærk kamp med mange stærke redninger krydret med to redninger fra øverste hylde.

I overtiden blev Viborg FF mere og mere desperate i deres forsøg på at skaffe det udlignende mål, men lige lidt hjalp det mod en stærk Randers-defensiv som afviste gæsterne gang på gang, og som samtidig udnyttede deres boldbesiddelse fornuftigt i den anden ende af banen, hvor de holdte godt i bolden og fik taget noget af presset fra gæsterne.

Det endte således med at det endnu en gang var hjemmeholdet fra Randers FC, der kunne gå fra banen med en 1-0-sejr til stor glæde for de mange fans på lægterne. Det var en stærk holdpræstation af hjemmeholdet, som med hård fight og til tider godt spil kunne køre en stærk sejr i hus i en, til tider, meget rodet kamp med mange muligheder i begge ender.

Startopstillingen mod Viborg FF:
Patrik Carlgren - Adam Andersson, Simon Graves, Hugo Andersson, Björn Kopplin - Tosin Kehinde (71. Edgar Babayan), Lasse Berg Johnsen, Frederik Lauenborg (91. Daniel Høegh), Jakob Ankersen (46. Mikkel M. Pedersen) - Filip Bundgaard (73. Stephen Odey), Marvin Egho (73. Alhaji Kamara)

Kampens Randers FC-spiller: (valgt af fansene via Randers FC-app'en)
Filip Bundgaard

Kampens tilskuertal:
5456

Kampsponsor:
Verdo

Du kan købe billet til næste hjemmekamp søndag den 28. august kl. 14.00 mod AaB på https://billet.randersfc.dk